Så meget tjener TV-værterne

16x9

Engelske BBC har offentliggjort deres værtslønninger - i Danmark er de stadig hemmelige

Den engelske TV-station BBC har valgt at gøre det offentligt, hvad deres mest kendte og bedst betalte TV-værter får i løn.

Offentliggørelsen sker for første gang i år på foranledning af mange efterspørgsler efter økonomiske redegørelser fra stationen i kølvandet på en kæmpe sparerunde.

19 over 500.000£
BBC afslører på BBC NEWS, at kanalen har 19 TV-stjerner, der tjener mere end 500.000£ om året. Godt 4.4 mill. danske kroner. De 19 er to mindre end sidste år.

Ud af de 19 er der stjerner, som tjener mere end én million £ om året. Lønningerne til de bedst tjenende udgør i alt 14,6 millioner £ i 2011.

BBCs samlede lønudgifter udgør i 2011 212 millioner £, eller godt 1.749.000.000 danske kroner.

Dansk løn er (næsten) hemmelig
I Danmark er de fleste TV-værters løn hemmelig. De danske værtslønninger kommer dog heller ikke i nærheden af de engelske, og er således ikke så stor en post på TV-stationernes budgetter.

"For det første er oplysninger om lønniveauet blandt de danske studieværter faktisk allerede offentligt tilgængelige. Tallene fremgår for eksempel af Journalistforbundets lønstatistik. For det andet vil man - hvis man ser nærmere på disse tal - hurtigt opdage, at der er endog meget langt fra de hjemlige lønninger til de lønniveauer, som man tilsyneladende har i Storbritannien," siger Martin Præstegaard, økonomidirektør hos Danmarks Radio, til Mediawatch.

Ifølge Dansk Journalistforbunds nyeste lønstatistikker tjener danske studieværter i gennemsnit 48.000 kr. om måneden.

Bjarke Hansen