'Lækker fyr' snød TV-seerne

16x9

I aftes optrådte halv-italieneren Ciano i dating-serien 'For lækker til love', men han har opdigtet sin historie

Som beskrevet her på TVTID.dk i går (se link til højre) dukkede den halvt italienske 25-årige fotomodel og sanger Ciano op som ny hovedperson i TV3 Puls-serien 'For lækker til love'.

Men i dag viser det sig, at Ciano slet ikke er hverken sanger eller single, og at hans medvirken i programmet sker på falske præmisser, som han har opdigtet sammen med to studerende fra Danmarks Medie-og Journalisthøjskole. Det skriver ekstrabladet.dk.

Meningen var, at Ciano i et video-projekt, som de to journaliststuderende satte gang i, skulle infiltrere flere danske realityserier og dermed skabe sig en berømthed i stil med Sidney Lees.

Fik smag for realitylivet
Projektet så, ifølge ekstrabladet.dk, ud til at blive en succes. Blandt andet lykkedes det de tre fupmagere at lave en musikvideo, hvor Ciano lå og slangede sig op ad en nøgen Ibi Støving. Den skaffede ham med i TV 2-programmet 'Dagens mand' og derefter også 'For lækker til love'.

Men pludselig skiftede Ciano mening og sprang fra projektet, fordi han havde fået smag for realitylivet og ikke ville ødelægge det med flere løgne. Så han blev enig med sine to "kumpaner" om, at de skulle afsløre løgnene.

En måned før programmet kontaktede de derfor produktionsselskabet Metronome, der laver datingserien til TV3 og afslørede løgnehistorien. Det har dog ikke afholdt TV3 Puls for at vise programmet.

"Han leverer noget, vi synes er rigtig, rigtig godt til vores program," siger producent Ulrik Jørgensen fra Metronome i den video, som de to Medie- og Journalisthøjskole-studerende har sendt til Ekstrabladet.dk.

Se genudsendelsen af andet afsnit af 'For lækker til love' på søndag kl. 20.00 på TV3 Puls og næste afsnit på tirsdag kl. 21.00

Susanne Nielsen