Hjortshøj er julemand i årets TV 2-julekalender

16x9

Lars Hjortshøj spiller Julemanden, og der er udsigt til både hygge, humor og lidt gys i årets julekalender på TV 2

Om præcis ti måneder kender vi slutningen på historien om 'Ludvig & Julemanden', der hver aften fra d. 1. december fylder vores stuer med et spændende, sjovt og til tider også uhyggeligt eventyr i 24 afsnit.

Årets julekalender på TV 2 henvender sig til hele familien, og der er masser af nisser, humor, spøgelser og nordjysk natur i og omkringBørglum kloster i Nordjylland.

På listen over skuespillere står blandt andre Andreas Bo, Camilla Bendix, Anne Sofie Espersen, Alexandre Willaume og Julie Zangenberg. I rollen som Ludvig ses 11-årige Thomas Norgreen¨(foto øverst), mens komikeren Lars Hjorthøj spiller selveste julemanden.

Glæder sig til at være julemand
Julekalenderen handler om drengen Ludvig, der sammen med sin familie flytter ind på Børglum kloster, inden de skal videre til udlandet og bo på grund af faderens arbejde.

Ludvig er overbevist om, at der ligger en værdifuld skat gemt et sted på klosteret, og han går i gang med at lede efter skatten, så familien kan få penge nok til at blive boende, undgå at rejse til udlandet og få mere tid sammen.

På samme tid i Grønland har julemanden Nicholas fået nok af stress og jag og flygter i sin kane til selvsamme Børglum kloster, hvor han voksede op for mere end 500 år siden. Børglum huser desuden fire spøgelser, bl.a. "Stygge Krumpen", der spilles af Andreas Bo.

"Jeg glæder mig til at lave et troværdigt portræt af julemanden. Det er ikke altid så nemt at være julemand, fordi der jo er nogen, der ikke tror på, man findes. Derudover er der mange, der fejlagtigt tror, at julemanden kun arbejder én dag om året," siger Lars Hjortshøj i pressemeddelelsen.

Optagelserne begynder i næste uge
TV 2 og Deluca Film begynder optagelser tirsdag 1. marts i Nordjylland.

TV-holdet er så småt er ved at rykke ind på Børglum kloster. Skuespillere, instruktør og produktionsfolk fra Deluca Film flytter således nordpå de næste måneder.

Hovedforfatter til årets TV 2-julekalender er amerikansk-fødte Philip LaZebnik (har bl.a. skrevet 'Prince of Egypt', 'Mulan', 'Pocahontas', 'Asterix og Vikingerne' og 'Tempelriddernes skat'). Søren Frellesen er konceptuerende instruktør på 'Ludvig & Julemanden', og instruktøropgaven deles mellem Søren Frellesen og Tilde Harkamp.

Ludvig & Julemanden kan ses fra d. 1. december kl. 20.00 på TV 2

Susanne Nielsen