Børnetime vender aldrig tilbage

16x9

På trods af mange seerklager fastslår DRs Børne og Unge-chef, at børnetime kl. 17.30 ikke vender tilbage på DR1

Efter nytår har DR1 droppet at sende børne-tv kl. 17.30, som ellers har været fast sendetidspunkt for børnetime. Nu sendes der i stedet børne-tv mellem 16 og 17, og herefter henvises de yngre seere til DR Ramasjang.

Denne beslutning er mange børnefamilier dog dybt utilfredse med. DRs Børne og Unge-chef Birgitte Fredsby, som også er konstitueret programchef for DR1, erkender overfor eb.dk, at beslutningen har gjort mange sure.

- Men som vi ser det, så er børne TV nichestof, som ikke appelerer til særligt mange seere, og derfor hører det ikke hjemme på den brede kanal på det tidspunkt, siger hun til eb.dk.

Børne-tv på Ramasjang istedet
Mange forældre klager over programændringen, fordi de på netop det tidspunkt laver mad, og her vil man gerne kunne sætte sine børn foran tv-skærmene i mellemtiden.

Birgitte Fredsby mener dog, at forældrene skal vænne sig til at bruge DRs børnekanal DR Ramasjang og peger på, at der stadig er tilbud til børnene - det er bare på en anden kanal. Netop af den årsag afviser hun, at der igen vil blive sendt børnetimepå hovedkanalen i det populære tidsrum.

- Vi kommer ikke til at sende børne-tv på DR1 så tæt op til prime-time igen. Det kommer ikke tilbage, siger Birgitte Fredsby til eb.dk

Indtil nytår var DR1 ellers den eneste kanal, som ikke er en niche-kanal, der sendte børne-tv op til prime-time.

Louise Vilsbøl