Stem: Bedste amerikanske TV-serie

16x9
30 Rock Foto:

De seneste år har budt på et væld af gode, amerikanske TV-serier. Men hvilken er bedst? Deltag i TVTID.dk's afstemning

Eksperter, skuespillere og seere er enige: TV-serierne er blevet så gode og hotte, at de er på højde med spillefilmene. Det gælder selvfølgelig især de amerikanske TV-serier fra bl.a. HBO, AMC og CBS, som danner forbillede verden over.

En lang række af de nyere amerikanske TV-serier har i de seneste år fundet vej til de danske TV-skærme, hvor blandt andet 'Mad Men', 'Dexter', 'The Mentalist' og 'Glee' har stor seer-opbakning.

I TVTID.dk's afstemning nedenfor har vi med vilje kun medtaget de nyeste serier, som har haft premiere herhjemme inden for de seneste to-tre år. Så etablerede serie-succeser som f.eks. 'Venner', 'Beverly Hills 90210' og 'Desperate Housewives' er ikke med på listen.

The Good Wife
Julianna Margulies vandt i år en Golden Globe for sin rolle som husmoderen Alicia Florrick, hvis gode liv bliver vendt op og ned, da hendes højtståede politiker-mand (spillet af Chris Noth, kendt som Mr. Big i 'Sex and the City') ryger i fængsel som følge af en meget offentlig sex-skandale.

Alicia må nu forsøge at få styr på sit liv igen, selv om hun føler sig ydmyget af sladderpressen og vennekredsen. I stedet for at krybe i ly i et musehul beslutter hun sig for at realisere sin gamle drøm om at blive forsvarsadvokat.

'The Good Wife' havde premiere på CBS i 2009, og første sæson blev vist på TV 2 i foråret 2010. Anden sæson begynder onsdag d. 5. januar 2011.

Mad Men
Dramaserien, som udspiller sig på reklamebureauet Sterling Cooper i New York, har haft en utrolig påvirkning på TV-publikum verden over. Serien giver et meget præcist billede af livet i 60'ernes USA, blandt andet af hvordan moden så ud, hvad folks interesser var, og hvad det var for nogle ting, der rørte sig i tiden.

'Mad Men' (stort foto øverst) har vundet hele 13 Emmy-statuetter og fire Golden Globe-priser. Serien havde premiere på amerikanske AMC i 2007 og kan ses herhjemme på TV3.

The Forgotten
Krimiserien har Christian Slater i hovedrollen som den tidligere kriminaldetektiv Alex Donovan, der har dedikeret sit liv til at opspore identiteten på mange af de uidentificerede lig, som politiet har givet op overfor. Forgotten-netværket består ud over Donovan af Candace Butler, Lindsay Drake, Walter Bailey, Tyler Davies og Grace Russell.

'The Forgotten' havde premiere på ABC i 2009 og kan ses herhjemme på Kanal4.

Dexter
...er en usædvanlig thrillerserie i den forstand, at den har en seriemorder som hovedperson. Dexter Morgan (spillet af Michael C. Hall) arbejder nemlig som kriminaltekniker med speciale i blodstænk for Miami-Metro Police Department, samtidig med at han fører et dobbeltliv som morder.

Han har en dybt traumatisk fortid, som han dog ikke selv er helt klar over. Siden han var lille, har han haft en trang til at dræbe. Hans adoptivfar lærte ham at styre sin trang, men Dexters far døde for længe siden, og Dexter har nu en dyb, dyb hemmelighed for sig selv.

'Dexter' havde premiere på Showtime i USA i 2007. I Danmark fik sæson 2 præmiere i januar 2008 på betalings-kanalen Canal+ First. Serien kan for øjeblikket ses herhjemme på TV3+.

Weeds
Den prisvindende komedieserie handler om forstadshusmoderen Nancy Botwins (Mary-Louise Parker), hvis mand pludselig dør.

Det efterlader hende og hendes to sønner med store økonomiske problemer, og for at få det hele til at løbe rundt, beslutter hun sig for en noget traditionel karriere - hun nedsætter sig som nabolagets hashhandler.

Det viser sig hurtigt at være en særdeles indbringende forretning i det pæne forstadskvarter, hvor beskidte hemmeligheder konstant truer med at bryde igennem den blankpolerede overflade.

Serien er tidligere blevet nomineret til bl.a. ni Emmy'er, fire Golden Globes og to Screen Actors Guild-priser, mens hovedrolleindehaver Mary-Louise Parker høstede en Golden Globe i 2006 samt adskillige nomineringer for præstationen som Nancy Botwin.

'Weeds' havde premiere i 2005 på amerikanske Showtime og fik dansk TV-premiere på TV 2 Zulu i foråret 2010.

True Blood
i rækken af vampyr-film og -serier rammer 'True Blood' lige i plet med sin mystiske sydstatsstemning og stærke seksuelle undertoner. Alene introen med den drævende 'Bad Things' som underlægningsmusik er et lille mesterværk i sig selv.

Manden bag 'True Blood' er ingen ringere end manuskriptforfatteren og instruktøren Alan Ball, så succesen er ikke hentet ud af det blå.

'True Blood' havde premiere på HBO i 2008 og blev vist første gang herhjemme på TV 2 Zulu i 2009.

Nurse Jackie
Edie Falco (kendt som Carmela i 'The Sopranos') leverer en blændende præstation i komedieserien 'Nurse Jackie'. Her spiller hun den hærdede og rå, men sympatiske sygeplejerske Jackie Peyton.

En af grundene til, at Jackie har fået et lettere kynisk syn på tilværelsen er, at hun selv kæmper med kroniske rygsmerter efter et langt og hårdt arbejdsliv i en travl skadestue på Manhattan.

Jackie har dog den fordel, at hun har ubegrænset adgang til hospitalets lager af smertestillende medicin, fordi hun har et seksuelt forhold til hospitalets apoteker. Samtidig formår hun at passe en ægtemand og to børn derhjemme.

Edie Falco blev i år nomineret til en Golden Globe for sin flotte præstation som Jackie Peyton.

'Nurse Jackie' havde premiere på amerikanske Showtime i 2009 og fik dansk premiere på TV 2 Zulu i marts 2010.

The Wire
...er en blændende krimiserie, der bygger videre på stilen fra 80'ernes 'Hill Street Blues'. Serien centrerer sig om politiet i byen Baltimore, der kæmper en hård kamp mod blandt andet narkotika-underverdenen.

Den første sæson af 'The Wire' kredser om et narko-relateret drab, og det enestående ved serien er den fremragende dialog og realistiske fremstilling af politiets arbejde i en amerikansk storby.

Selv om 'The Wire' havde premiere på HBO allerede i 2002, fandt den først vej til dansk TV i 2008, hvor den blev vist på TV 2 sent om aftenen. I oktober 2010 fik den dog repremiere på Canal9.

Modern Family
...er blevet udråbt til at være den bedste komedieserie fra USA i det seneste år. Seriens omdrejningspunkt er den mildt sagt alternative familien Pritchett i Los Angeles og alle dens forgreninger.

Hovedrollen som familiens grånende patriark, Jay Pritchett, spilles af Ed O'Neill, der tidligere har kæmpet med familielivet på godt og ondt som Al Bundy i komedieserien 'Vore værste år'.

'Modern Family' er produceret af ABC og havde premiere i USA i 2009. Den blev vist første gang herhjemme på TV 2 i juli 2010.

FlashForward
Spændingsserien 'FlashForward' er historien om et verdensomspændende blackout, der forårsager 2 minutter og 17 sekunders bevidsthedstab for alle. Eller rettere sagt: 137 sekunders flashforward - et indblik i en ikke så fjern fremtid. Det viser nemlig, hvad personerne laver d. 29. april 2010 - seks måneder fremme i tiden.

På trods af en imponerende teknisk og spændingsmæssig kvalitet bliver seriens første sæson dog ikke udvidet til en sæson nummer to.

'Flashforward' havde premiere på amerikanske ABC i 2009 og fik dansk TV-premiere på Kanal5 i januar 2010.

Glee
Musicalserien har opnået utrolig popularitet på verdensbasis, og store anerkendte kunstnere som Madonna, Billy Joel, Amy Winehouse og Rihanna flokkes om at få deres musik med i serien.

'Glee', der handler om show-koret New Directions på en amerikansk high school, har netop vundet en Golden Globe i kategorien "Bedste komedieserie" i 2009. Og serien er intet mindre end super-populær i USA.

Fox-serien 'Glee' blev vist første gang i USA i 2009 og havde premiere på TV 2 i februar 2010.

30 Rock
Den Emmy-vindende serie '30 Rock' har haft en temmelig stor seerskare i USA. Modsat 'Mad Men' er den en rendyrket komedieserie med et moderne meta-twist. Det er nemlig en komedieserie, som handler om holdet bag en komedieserie. Serien er lavet og skrevet af Tina Fey, tidligere 'Saturday Night Live'-skribent og skuespiller.

Navnet på serien kommer fra 30 Rockefeller Plaza, også kendt som GE Building, som er hovedkontoret til NBCs New York-studio. I 2009 blev serien nomineret til hele 22 Emmy-priser, hvilket er det højeste antal nogensinde på et år for en komedieserie.

'30 Rock' blev sendt første gang på NBC i oktober 2006 og kan ses herhjemme på 6'eren.

The Mentalist
Krimiserien handler om Patrick Jane (spillet af Simon Baker), der tidligere arbejdede som clairvoyant bl.a. på TV, men stoppede, da seriemorderen Red John dræbte hans kone og datter.

Patrick Jane har nu valgt at bruge sine usædvanlige evner til at hjælpe California Bureau of Investigation (CBI) med at fange Red John. Han er for eksempel i stand til at se ,om folk lyver ved at kigge på deres kropssprog. Ligesom han ved en masse om psykologi og har en fantastisk hukommelse.

'The Mentalist' havde premiere på CBS i 2008, og serien startede på dansk TV3 i februar 2009.

Fringe
...er en spændingsserie, som er en blanding af de kendte serier, 'The X-Files' ('Strengt fortroligt') og 'The Twilight Zone'.

Den handler om den kvindelige FBI-agent Olivia Dunham (Anna Torv), der er tvunget til at samarbejde med den excentriske videnskabsmand Walter Bishop (John Noble) for at løse en række forskellige fænomener.

'Fringe' havde premiere i USA på FOX i september 2008, mens den i Danmark blev vist første gang på Kanal5 i 2009.

Entourage
Komedieserien følger den unge TV-stjerne Vincent Chase (Adrian Grenier) og hans barndomsvenner, bestående af broderen Johnny 'Drama' Chase (Kevin Dillon), manageren Eric Murphy (Kevin Connolly) og altmuligmanden Salvatore 'Turtle' Assante (Jerry Ferrara). Derudover spiller Jeremy Piven den højtråbende, men elskelige, Ari Gold, der er Vincents agent.

Indtil videre har serien varet i syv sæsoner (pr. oktober 2010, red.). Der er planlagt en ottende og sidste sæson i sommeren 2011 samt en spillefilm efter seriens afslutning.

'Entourage' havde premiere i juli 2004 på den amerikanske TV-kanal HBO. Herhjemme kan serien ses på betalingskanalen Canal+ - og er tidligere blevet vist på TV 2 Zulu.

Breaking Bad
...er en dramaserie, der omhandler Walter White (Bryan Cranston), en high school-kemilærer der bliver diagnoseret med dødelig lungekræft i starten af serien. I et ønske om at sikre sin families økonomiske fremtid begynder han at fremstille og sælge metamfetamin i samarbejde med sin tidligere student Jesse Pinkman (Aaron Paul).

Serien, der er skabt af Vince Gilligan og produceret af Sony Pictures Television, har modtaget udbredt anerkendelse og vundet seks Emmy-statuetter foruden talrige andre priser og nomineringer. Indtil videre er serien blevet sendt i tre sæsoner, ialt 33 episoder. Fjerde sæson forventes at få premiere i juli 2011.

'Breaking Bad' havde premiere i januar 2008 på kabel-TV-stationen AMC, men har endnu ikke fundet vej til en dansk TV-kanal. Serien kan derfor betragtes som afstemningens "bobler".

Susanne Nielsen