| kommentarer () | Skriv kommentar
TV 2 sender en stor og dyr, dansk animationsserie i 26 afsnit fra på lørdag og søndag
'Legenden om Enyo' hedder serien.
Den er lavet af tre danskere, og den har netop vundet en pris for Bedste TV-serie ved AEAF Awards i Australien.
Serien, der har kostet 50 millioner kroner at producere, er blevet solgt til adskillige lande, og nu bliver den vist for første gang på dansk TV.
Før 'Avatar'
'Legenden om Enyo' foregår i et parallelt univers, hvor vi følger den 12 årige dreng Enyo.
Enyo drømmer om at blive en stor jæger, men skæbnen vil, at han skal blive en magtfuld shaman og opfylde sit kald, der er at redde nomadestammen doodjierne, som må ændre deres livscyklus pga. miljøødelæggelser.
For at redde stammen skal Enyo finde den legendariske Skjulte Dal, og rejsen dertil byder både på dramatiske og underholdende begivenheder.
Til at hjælpe sig har Enyo sin egen flyveøgle - en såkaldt Werlog, og også veninden Agaya og vennen Ito - to seje teenagere.
I et interview i Politiken fortæller seriens hovedinstruktør, Jesper Østergaard, at alle disse ting blev opfundet længe før James Camerons succesfilm 'Avatar' - så hvis nogen kan se lighedspunkter imellem de to handlingsforløb, så er det i hvert fald ikke de danske serieskabere, der har ladet sig inspirere.
Kun støtte fra TV 2
'Legenden om Enyo' er skabt af det lille københavnske animationsfilmselskab Funkhauser med de tre danskere Jesper Østergaard, Poul Kofod og Michael Christensen som bagmænd. Men den er produceret og tegnet i Australien og Kina.
En Werlog bliver tæmmetHerhjemme har det nemlig kun været TV 2, der har ville støtte serien, som harkostet 50 millioner danske kroner at producere.
'Legenden om Enyo' er allerede solgt til bl.a. Sverige, Norge, Island, Tyskland, Sri Lanka, Rusland, Thailand, Tjekkiet og Australien.
Bedste TV Serie
Netop i Australien, hvor animationsfirmaet Flying Bark Productions har stået for selve produktionen af 'Legenden om Enyo', har serien vundet en pris.
Til Australian Effects & Animation Festival vandt 'Legenden om Enyo' prisen for Bedste TV-serie - foran bl.a. Steven Spielberg og Tom Hanks nye serie om den amerikanske krig mod japanerne i Stillehavet, 'The Pacific'.
Danske stemmer
'Legenden om Enyo' er en serie, der primært henvender sig til børn mellem 6 og 12, men den høje kvalitet i produktionen gør, at ældre børn og voksne barnlige sjæle sagtens kan følge med uden at kede sig.
Herhjemme lægger bl.a. Henning Moritzen, Lars Bom, Sofie Gråbøl og Lars Mikkelsen stemmer til seriens figurer.
Se 'Legenden om Enyo' på lørdag kl. 10.20 og på søndag kl. 10.25 på TV 2
Bjarke Hansen
