Torsdag d. 29 juli 2010
tvtid.dk - TV-reportager hjælper kriminelle - nyt om tv

Foto: Viasat

TV-reportager hjælper kriminelle

Politiforbundets formand, Peter Ibsen, kritiserede i en leder i forrige udgave af politiets fagblad 'Dansk Politi', at hans kolleger afslører metoder i politiprogrammer.

I nr.4 af fagbladet 'Dansk Politi' skoser politiforbundets formand, Peter Ibsen, sine kolleger for at være for uforsigtige, når de medvirker i reportageprogrammer om politiarbejde.

Han skriver, at de kriminelle fx nu ved, at de skal huske at slukke mobilen, være hurtige og mobile på gerningsstedet, ligesom de har lært, hvordan man fjerner sporene efter en forbrydelse, fordi de har set hvordan man gør på TV.

Godkendt af politiet selv
Viasat sender programmet 'Politistationen' på TV3+, og Viasats pressechef, Søren Hedman, siger til Fyens Stiftstidende, at alle programmer bliver godkendt af politiet selv.

- I forbindelse med 'Politistationen' har vi et ganske udmærket samarbejde med politiet om, hvad der kommer med i programmerne.

- Hvis politiet føler, at vi i et program er ved at afsløre nogle arbejdsmetoder, de ikke er interesserede i at få ud, så tager vi det selvfølgelig ud, før det bliver sendt. Og hvert eneste program er godkendt af politiet selv, siger Søren Hedman.

Mediejurist også opmærksom
Mediejurist ved Journalisthøjskolen, Oluf Jørgensen, kan godt følge tanken bag Peter Ibsens kritik.

- I de situationer, hvor journalister kommer med ud, kan der være det problem, som politiformanden rejser, at man simpelthen gør det for nemt for de kriminelle, fordi de bliver bevidste om politiets metoder, udtaler Ibsen til Fyens Stiftstidende.

Kan finde det på nettet
Søren Hedman fra Viasat understreger, at Viasat på ingen måde har til hensigt at gøre livet nemmere for de kriminelle, men kun at lave et underholdende dokumentarprogram om politiets arbejde.

- Vi er ikke ude på at gøre livet lettere for de kriminelle, og man må jo også sige, at der er rigtig mange dokumentarer om politiet, retsmedicinere og andres arbejde på diverse kanaler - og hvis man har kriminelle intentioner, kan man jo hoppe på internettet og hurtigt finde ud af, hvad der er klogt at gøre, siger Søren Hedman.

Bjarke Hansen

Luk