Hvad blev der af 'Dollars'-stjernerne?

16x9
Heather Locklear Foto:

Den 1. april døde John Forsythe, som spillede Blake i 'Dollars'. Men hvad blev der af alle de andre?

Den 1. april døde John Forsythe, der spillede Blake Carrington i alle 220 afsnit af firserserien 'Dollars'. Men hvad blev der egentlig af alle de andre?

Skuespilleren John Forsythe var den eneste, der medvirkede i alle 220 afsnit af successerien 'Dollars', som kørte i ni sæsoner fra 1981 til 1989.

Her spillede han den legendariske patriark Blake Carrington. Men i torsdags døde Forsythe af lungebetændelse efter længere tids kamp imod en kræftsygdom.

Han blev 92 år gammel.

Forsythe havde før sin optræden i 'Dollars' bl.a. optrådt i 50´erserien 'Bachelor Father', og i 70´erserien 'Charlies Angels'.

Han medvirkede desuden også i filmversionerne af 'Charlies Angels' fra 2000 og 2003 - men han trak sig derefter tilbage fra skuespillet.

Krystle Carrington (Linda Evans, 67 år gammel)
Blakes milde og forstående kone, og det moralske kompas i hele serien, blev spillet af den smukke Linda Evans.

Evans var først blevet kendt i Westernserien 'The Big Valley' fra 60´erne, men også ikke mindst for sit udseende.

Hun er flere gange blevet kåret som den smukkeste kvinde i USA.

Siden 'Dollars' har Evans stort set trukket sig væk fra TV-verdenen, og ejer nu i stedet en række fitnesscentre.

I 2009 medvirkede Evans dog i og vandt den engelske udgave af 'Hell´s Kitchen'.

Alexis (Joan Collins, 76 år gammel)
I 'Dollars' er Alexis født med efternavnet Morell, men får igennem serien skiftet det ud med hhv. Carrington, Dexter, Rowan og Colby.

Alexis var seriens intrigante femme fatale, der konstant forsøgte at ødelægge tingene for eksmanden Blake.

Alexis blev spillet af den engelske skuespillerinde Joan Collins, der også i virkeligheden har skiftet en del ud i sine mænd.

Collins har været gift fem gange, og er nu sammen med den 32 år yngre Percy Gibson.

Collins har haft en stor karriere indenfor film, teater og TV både før og efter 'Dollars'. Hun er dog mest kendt for den store kvantitet af produktioner, hun har medvirket i, og ikke nødvendigvis deres kvalitet.

Collins har modtaget en hel stribe priser for hendes forskellige optrædener.

I England er Collins desuden en kendt støtte af Det Konservative Parti. Hun har også på et tidspunkt erklæret sin støtte til det stærkt EU-kritiske UK Independence Party.

Amanda Carrington (Catherine Oxenberg, 48 år gammel)
Blake og Alexis´ datter Amanda Carrington blev fra 1984 spillet af Catherine Oxenberg.

Oxenberg er datter af Prinsesse Elisabeth af Jugoslavien og Howard Oxenberg, en kjolemager, som var personlig ven med Kennedy-familien.

Hun er - dog meget langt nede i rækken - arving til den engelske trone, pga. hendes serbiske mors adelige aner.

Oxenbergs TV-karriere var meget beskeden efter 'Dollars'-årene. Hun er i dag gift og har to børn sammen med B-filmsskuespilleren Casper Van Dien.

Dominique Deveraux (Diahann Carroll, 74 år gammel)
Blakes uægte halvsøster Dominique Deveraux blev spillet af lidt af en legende.

Diahann Carroll var nemlig den første sorte skuespillerinde, der fik sin egen TV-serie. Det gjorde Carroll med serien 'Julia', der kørte fra 1968 til 1971.

Carroll fortsatte skuespilkarrieren efter 'Dollars, og har medvirket i flere film, serier og teateropsætninger siden.

Senest har hun optrådt i serierne 'Greys Anatomy' og White Collar'.

Carroll har været gift fire gange, men har siden sit brud med sangeren Vic Damone i 1996 ikke giftet sig igen.

Adam Carrington (Gordon Thomson, 65 år gammel)
Blake Carringtons skurkeagtige søn Adam blev spillet af den canadiske skuespiller Gordon Thomson, der siden hen har markeret sig som markant sæbeoperastjerne.

Thomson har bl.a. haft store roller i serierne 'The Young and the Restless', 'Sunset Beach', Fantasy Island, 'Beverly Hills 90210', 'The Colbys' og 'Days of Our Lives'.

Thomson, der som regel spiller usympatiske eller direkte onde karakterer, har dog også haft et par seriøse mindre filmroller.

Bl.a. i filmene 'Little Miss Sunshine' og 'Poseidon' - begge fra 2006.

Farnsworth Dexter (Michael Nader, 65 år gammel)
Michael Nader spillede Alexis Colbys tredje mand, og med sit tilbagestrøgne hår og sine kolossale kindben var skuespilleren som skabt til at være den farlige førsteelsker i sæbeoperaer.

Det blev Nader også ved med at være efter 'Dollars', da han fik én af hovedrollerne i den meget populære serie 'All My Children'.

Her spillede han den mystiske Dimitri Marick fra 1991 til 2001, hvor Nader blev anholdt for besiddelse af narko, og derfor blev fyret fra serien.

Han har siden hen kun haft et par småroller i serierne 'Law & Order' og 'Cold Case'.

Fallon Carrington (Pamela Sue Martin, 57 år gammel og Emma Samms, 49 år gammel)
Blake og Alexis´ onde datter Fallon blev i første omgang spillet af Pamela Sue Martin og i anden omgang af Emma Sams.

Martin blev efter 'Dollars' kendt som miljøforkæmper i USA. Hun har været særligt optaget af, at redde delfinerne.

Samms hoppede fra TV-serie til TV-serie efter årene på 'Dollars', men er nok mest kendt for hendes rolle i 'General Hospital'.

Begge skuspillerinder har været gift og skilt tre gange.

Jeff Colby (John James, 53 år gammel)
John James spiller Fallons gode og meget naive mand.

Siden 'Dollars' har Colby spillet med i de to store sæbeoperaer 'All My Children' og 'As the World Turns'.

Han har været gift med den tidligere Miss Australia Denise Coward siden 1978, og parret har sammen 2 børn.

Sammy Jo Carrington (Heather Locklear, 48 år gammel)
Heather Locklear behøver nok ikke nogen nærmere introduktion, men det var i rollen som Krystles intrigante niece Sammy i 'Dollars', at verden for alvor fik øje på den kønne blondine.

Locklear er senere blevet kendt fra såvel serier som 'Melrose Place', 'T. J. Hooker' og 'Spin City' som for sine mange hektiske forhold med diverse slemme drenge.

Bjarke Hansen