'Bamse og Kylling' til de allermindste

16x9

Den nyeste serie med Bamse, Kylling og Ælling kan ses af de helt små medlemmer af familien. Men de lidt større kan stadigvæk sagtens se med. Det skriver DR i en pressemeddelelse.

Den nyeste serie om den hyggelige men lidt egoistiske bjørn Bamse og hans to venner Kylling og Ælling kommer til at hedde 'Bamses lillebitte Billedbog', og det gør den, fordi programmet nu også henvender sig til de helt små.

De helt smås verden
Instruktør på den nye serie om Bamse og hans venner, Katrine Hauch-Fausbøll, forklarerr, at der nu vil være fokus på de mindstes verden.

- Vi samler interesse omkring de helt smås verden - med sut-afvænning, klipning af Bamses pandehår og hvordan man leger skjul - uden selv at blive væk, siger Katrine Hauch-Fausbøll, og uddyber:

- Her har vores forfatter Gitte Melgaard netop sat fokus på helt enkle Bamse-handlinger og Jan Rørdam har komponeret nye sange, de små både kan synge og huske - ordene er nemlig skrevet af Bamse, Kylling og Ælling selv!

Ikke så lange
'Bamses lillebitte Billedbog' vil blive vist på både DR1 og på DR Ramasjang, og det bliver både om morgenen og om aftenen. Til gengæld bliver de nye udsendelser ikke så lange.

- 'Lillebitte-'programmerne bliver halvt så lange som de gamle billedbøger, og de kan sagtens nydes sammen med storesøster og -bror på 3 til 5 år, lover instruktøren.

Se 'Bamses lillebitte Billedbog' på DR1 eller DR Ramasjang d. 21. februar i 'Morgenhår' kl. 7.00 og i 'Fjernsyn for dig' kl. 17.30.

Bjarke Hansen