Hop til indhold

Annonce
Tirsdag d. 9 februar
Price-brødrene for stærke til DR2 - Nyt om TV - TVTID.DK

Price-brødrene for stærke til DR2

  | kommentarer () | Skriv kommentar

Det populære madprogram 'Spise med Price' skifter med den nye sæson kanal, fra DR2 til DR1. Ti spritnye programmer med brødrene Price i storform i køkkenet starter i næste uge.

TV-programmet 'Spise med Price' har samme titel som Price-brødrenes far Johns kogebog fra 1973. Programmet har opnået en utrolig popularitet i de danske TV-stuer. Faktisk så stor popularitet, at DR nu vælger at flytte programmet til hovedkanalen.

Skift skal styrke DR1
Ifølge DR vil skiftet være med til at styrke DR1 med nye stærke DR-udviklede programmer. Samtidig mener kanalen, at det vil give DR2 mulighed for at skrue op for udviklingen af nye koncepter.

DR1 byder med fornøjelse brødrene Price velkommen. Kanalchef for DR1, Ulla Pors Nielsen, siger.

- Adam og James Price er med deres særlige underfundige kombination af den gode historie og den gode råvare et godt match til vores øvrige udbud af livsstilsprogrammer, hvor vi netop stræber efter at lave formidling i øjenhøjde med nærvær og engagement.

På DR2 er det til gengæld et sørgeligt farvel til de to brødre.

- Jeg ønsker DR1-seerne en rigtig god appetit til 'Spise med Price'. Vi er kede af at sige farvel til de to brødre og et program, som vi har født og udviklet sammen med dem. Vi håber, at det må gå dem godt på den store kanal, siger DR2's kanalchef Arne Notkin.

Første program på DR1 om kartoflen
Det første af de 10 nye programmer handler om en dansk nationalspise: Kartoflen. En kartoffel er jo en kartoffel - og så alligevel ikke. Der findes et utal af kartoffelsorter, og der findes endnu flere anvendelsesmuligheder for den underjordiske knold.

Ved sæsonpremieren leverer brødrene Price et par overraskende tips om kartofler, bl.a. et par nyttige kartoffel-chips-tips, hvis man vil tage kampen op mod snackindustrien. Brødrene bager en kage indeholdende kogte kartofler og når også at afsløre den rystende hemmelighed bag begrebet 'gourmet kartoffelmos'.

Spise med Price har premiere på DR1 tirsdag den 16. februar kl. 20.30.

Louise Vilsbøl

Annonce