Hop til indhold

Annonce
Fredag d. 20 november
Wallraff vækker vrede blandt sorte - Nyt om TV - TVTID.DK

Wallraff vækker vrede blandt sorte

  | kommentarer () | Skriv kommentar

Den tyske journalist Günter Wallraff er berømt og berygtet for sine undercover-metoder. Men denne gang vækker han vrede blandt dem, han vil hjælpe.

Allerede i 70'erne og 80'erne skabte den tyske journalist Günter Wallraff stor debat, da han bl.a. klædte sig ud som tyrkisk fremmedarbejder og gennem to år filmede sine oplevelser på det tyske arbejdsmarked med skjult kamera.

Dengang blev han af mange betragtet som en helt, fordi han brugte sine kontroversielle metoder i sandhedens og det godes tjeneste.

Nu har Wallraff - i en alder af 67 år - gjort det igen. I sin kommende dokumentarfilm 'Black On White' skildrer han de problemer, som det sorte mindretal på 300.000-500.000 individer lever med i nutidens Tyskland. Men hans journalistiske metode - og hensigter - vækker vrede fra uventet kant.

Slår plat på undertrykte minoriteter
For at skildre hverdagens racisme i Tyskland anno 2008-2009 har Günter Wallraff i et helt år levet som somalieren Kvami Ogonno. Med sværtet ansigt, mørke kontaktlinser og paryk har han narret folk til at tro, at han var sort, så han kunne filme deres reaktioner og opførsel med skjult kamera.

Günter Wallraff¨3
Sådan ser 67-årige Günter Wallraff ud uden forklædning.

Men selv om Wallraff afslører masser af horribel og nedværdigende opførsel hos sine hvide medborgere, bliver hans seneste projekt mødt med voldsom kritik fra det sorte mindretal i Tyskland, der mener, at han slår plat på deres situation.

"Han bruger den hvides privilegier og efteraber undertrykte minoriteter for at tjene penge, skabe opmærksomhed og vinde respekt", udtaler eksempelvis den sorte journalist og musiker Noah Sow.

Vil ikke ændre noget
Generelt mener Tysklands sorte befolkning, at den ellers så hæderkronede journalist bare forlænger en debat, der har stået på meget længe, og at hans dokumentar ikke vil ændre det mindste ved deres forhold.

Tahir Delie, som er formand for en organisation af sorte i Tyskland, går så langt som til at påstå, at Günter Wallraff bevæger sig ind på et område, han burde holde sig fra, og at han forhindrer de virkelige og berørte hovedperoner i at komme til orde.

Wallraff erkender selv, at han er kraftigt inspireret af lignende undercover-historier fra USA, og at han længe - lige siden 80'erne - har haft planer om at gå undercover som sort.

Wallraff forstår ikke kritik
Günter Wallraff er helt uforstående over for de kritiske røster i forbindelse med hans kommende dokumentar. Han mener nemlig, at det virker meget stærkere på publikum, når en hvid forklæder sig som sort.

"Tyskland er stadig et u-land hvad angår racisme. Der er noget indskrænket over det. Tyskland rummer langt flere fordomme end vi er klar til at være ved," siger han til Time Magazine.

Günter Wallraffs epokegørende afsløringer som den tyrkiske gæstearbejder Ali Levent Sinirlioglu førte i 80'erne til, at der blev foretaget lovændringer for at sikre gæstearbejdernes vilkår. Spørgsmålet er, om hans 'Black On White' vil få lignende effekt?

Susanne Nielsen

Annonce