I 'Aftenshowet' beviste magikerne Jan Hellesøe og Anders Hansen, at deres gæt på lørdagens udtrukne Lotto-tal var rigtigt.

Chancen for, at de gættede rigtigt, var odds 1 til 8,3 million! Alligevel lykkedes det tilsyneladende de to tryllekunstnere og illusionister Jan Hellesøe og Anders Hansen at forudsige de syv Lotto-tal, der blev udtrukket i lørdags. Det beviste de i mandagens udgave af 'Aftenshowet' på DR1.

Grundigt forseglet
i fredags var magiker-parret inde i 'Aftenshowet' for at udvælge de syv mulige Lotto-tal. De syv sedler med hver sit tal på blev lagt ned i syv røde kuverter, som blev puttet ind i en glasbeholder. Glasbeholderen blev derefter sat ned i en metalkasse, som blev boltet forsvarligt sammen. Til slut blev metalkassen låst inde i et Franz Jäger-lignende pengeskab og efterladt i den tidligere busterminal på Rådhuspladsen i København (hvor 'Aftenshowet' optages) weekenden over.
Kun studieværterne Sisse Fisker og Mads Steffensen har haft nøgler til henholdsvis terminal, pengeskab og den inderste glasbeholder.

Sisse og Mads åbnede kuverterne
Mandag aften skulle det så afsløres, om der var hold i Jan og Anders' modige påstand. Havde de virkelig gættet Lotto-tallene allerede i fredags, når de først blev udtrukket lørdag?
Sisse Fisker og Mads Steffensen virkede meget spændte, da de først låste stållænken rundt om pengeskabet op og derefter selve skabet. Metalkassen blev båret ud på Rådhuspladsen, hvor en mand med en skærebrænder åbnede den. Derefter blev glasbeholderen låst op og de syv røde kuverter taget ud. Sisse og Mads var de eneste, der håndterede kuverterne, som viste sig at indeholde tallene: 8, 12, 15, 16, 18, 19 og 35 - de syv rigtige Lotto-tal.

Ikke for egen vinding
De to magikere, der til daglig bor og optræder i USA, var tilsyneladende både lettede og overraskede over det rigtige resultat, og deres forklaring på miraklet var:
"Det lykkedes kun, fordi vi ikke var ude på at vinde penge. Vi brugte udelukkende vores intuition".
TVTID kan kun tilslutte sig, at der - under alle omstændigheder - var tale om dygtigt håndværk. Hvis nogen har en forklaring på, hvordan det blev udført, er kommentarer velkomne.

Susanne Nielsen