Bubber: Evangelist taler usandt!

16x9

Bubber benægter nu, at han skulle have helbredt fem Evangelist-medlemmer under sit besøg hos den religiøse sekt.

Da Bubber besøgte den kristne sekt Evangelist i forbindelse med TV 2-programmet Danmark ifølge Bubber skulle han ifølge sektens månedsblad 'Evangelist' have helbredt fem mennesker ved at bede for dem. Deriblandt en mand, som var lam i den ene side, men efter Bubbers indsats pludselig kunne løbe op og ned ad trapperne. Det afviser Bubber dog pure:
- Jeg kan ikke helbrede. Jeg kan lave fjernsyn, siger TV-værten til bt.dk.

Eksem og skizofreni forsvandt
I det seneste nummer af månedsbladet Evangelist beskrives det, hvordan Bubber under en såkaldt bønnenat blev instrueret i at hjælpe med at bede. Hans første bøn skulle angiveligt have resulteret i helbredelsen af den lamme mand. Men efter selve seancen fortsatte Bubber med at bede for Evangelist-medlemmer via et web-kamera. Her skulle han, ifølge bladet, have helbredt fire personer for henholdsvis rygeafhængighed, eksem, rystelser i kroppen og skizofreni.

"Selvfølgelig er jeg ikke healer"
Bubber er godt træt af al den postyr, der er opstået i kølvandet på programmet.
- Selvfølgelig kan jeg ikke helbrede. Selvfølgelig kan jeg ikke det, og jeg kan ikke stå til ansvar for, hvad de skriver. Selvfølgelig er jeg ikke healer, og jeg aner ikke, hvad de taler om, siger han til bt.dk og fortsætter:
- Jeg laver et oplevelsesprogram, hvor jeg føler mig frem og rider på den bølge, der er i de tre dage, vi er der. I aften, onsdag, er jeg i fængsel, og i næste uge besøger jeg bodybuildere. Jeg vil gerne fremstille nogle sub-kulturer i Danmark, og Evangelist er én af dem.

Bubber ifølge Danmark, onsdag kl. 20.00 på TV 2.

Susanne Nielsen