X Factor gavner integration

16x9
X Factor Foto:

Talent-showet X Factor nuancerer ifølge eksperter det negative mediebillede, der ofte tegnes af indvandring og integration.

Sidste år var det kun Basim, der repræsenterede den etniske del af befolkningen, men i år har 8 ud af 16 deltagere i LIVE-shows'ene rødder i udlandet. Konkurrencen viser, at det er ligegyldigt, hvilken baggrund man har, så længe man har X Factor.

Ligesom alle andre
I første omgang af X Factor kunne man følge den unge Basim, der har marokkanske rødder. Man kom ind i hans hjem, og danskerne kunne se, at hans familie var ligesom alle andre. Jesper Holme, der er konsulent ved Videnscenter for Integration i Århus Kommune, udtaler i dag til MetroXpress.
- Når vi møder hans forældre og kommer hjem til Asian Sensations familie, sker der det, at vi får noget viden bag de ansigter, vi måske ellers betragter som fremmede. Det kan bryde for­domme ned og være med til at bringe os tættere sammen

Mediernes skyld
Ifølge Jesper Holme, så er mediebilledet med til at skabe et negativt indtryk af de etniske danskere.
- Alt for mange avisover­skrifter og nyhedsindslag kæder det at være indvan­drer sammen med noget negativt. Og mange pæredan­ske danskere danner sig et billede af indvandrere alene ud fra det, de ser i medier­ne.

50 pct. indvandrere
Han mener, at udviklingen i X Factor nuancerer billedet. I sidste års X Factor-sæson var Basim alene om at repræsentere udlændingene i Danmark, men i år er det halvdelen, nemlig 8 ud af 16, af deltagerne ved det første LIVE-show, der har rødder i udlandet.

Om programmet siger Khalid Alsubeihi, der arbejder med integration til dagligt og var formand for Fædregruppen på Nørrebro.
- X Factor er med til at vise, at indvandrer­familier er 'præcis ligesom andre familier. Ikke alle har problemer, som det ellers tit fremstilles i medierne. Mange lever i velfungerende familier og har nøjagtig samme glæder og sorger som alle andre.

Hvis man kun danner sig en mening ud fra det, man ser i medierne, så er det klart, at man vil have et negativt billede af indvandrere og folk med anden etnisk baggrund. Det ville svare til, hvis man kun bedømte danskere ud fra, hvad man så i Sandhedens Time, eller andre medier.

Største talent er udenlandsk talent
I fredags var det den pæredanske gruppe Tårnhøj, der måtte forlade programmet. De tre danskeres exit bevirker ifølge TVTID's beregninger, at 61,5 pct. af deltagerne nu er af anden etnisk herkomst. Den kun 15-årige Mohamed Ali, hvis far er fra Egypten og moderen fra Irak, fortæller til MetroXpress, hvad programmet handler om for ham.
- Her er det ikke et spørgsmål om, hvor man kommer fra, eller hvilken hudfarve man har. Så længe man har X Factor.

Ingen af de etniske deltagere har endnu været i farezonen, og det er da også her, TVTID mener, at de største talenter er at finde. Vi spår, at vinderen har rødder uden for Danmark.

Louise Vilsbøl