Hårdkogt humor på Zulu

16x9

Simon Jul og Brian Mørk er de skarptskydende revolverjournalister i et nyt satirisk nyhedsprogram.

Simon Jul og Brian Mørk giver den som hårdtslående journalister i TV 2 Zulus nye satiriske nyhedsprogram Mørk & Jul.

De to skarpladte komikere Brian Mørk og Simon Jul kan meget snart opleves som et par benhårde reportere i Mørk & Jul, som er en parodi på TV 2-programmerne Station 2, Operation X og Basta.
Fra studiet i København stiller de om til forskellige udsendte reportere rundt omkring i samfundet og til patrulje med betjentene i vogn 47. Men værtsparret går også selv i Morten Spiegelhauers fodspor og drager ud på undersøgende journalistiske opgaver.

Simon var ved at få tæsk
I første program tager Simon Jul og Brian Mørk ud for at afsløre de østeuropæiske gadesvindlere på Strøget i København.
"Simon og Brian drager frygtløst ud med skjult kamera for at afsløre de beskidte tricks, som gadehandlerne snyder de forbipasserende med ved at lave deres fupspil. På et tidspunkt var der en flok romaer, der fik mistanke og ville give hele holdet tæsk. Alle skyndte sig at tage benene på nakken - undtagen Simon Jul, som ikke var bange, men bare blev stående", fortæller TV 2-redaktør Henning Hoffmeier.

På patrulje med vogn 47
I bedste Station 2-stil kommer seerne i hvert program med ud på patrulje i selskab med de to årvågne betjente, alias Bjarne Henriksen og Esben Pretzmann, i vogn 47. Underligt nok lykkes det altid de to betjente at pågribe kendte mennesker i de mest prekære situationer. I første program vil vi bl.a. opleve en meget beruset Lars Hjortshøj, som ikke kan styre sin knallert (bill. øverst).

Pigerne blotter bryster
I andre programmer stiller Mørk & Jul bl.a. skarpt på pornoficeringen i samfundet. Her vil vi opleve Pelle Hvenegaard som reporter på et diskotek i Kolding, hvor han forsøger at få pigerne til at blotte brysterne for åbent kamera. Og dét vil de meget gerne. Til gengæld vil pigerne ikke gøre det samme, hvis kameraet er skjult - og journalisten ikke er kendt.
De benhårde reportere får også belyst de lovløse tilstande, som hersker i bøssemiljøet omkring H.C. Ørstedparken.

Så glæd jer til:

Mørk & Jul, mandag d. 19. januar kl. 22.30 på TV 2 Zulu.

Susanne Nielsen