DR1 melder sig på banen med endnu et nyt koncept til børn og unge - denne gang skal børn lave deres familier om til seje band.

I en serie på 10 programmer kan man hver fredag følge en ny pige og hendes familie i fem dage, hvor der trænes og styles, så familien på den sidste dag kan være klar til at indtage den store Funky scene, der bliver opstillet i pigens skolegård.

Det er pigen i familien, der kommer til at bestemme ALT - lige fra sang og stil til hvem der skal spille på hvilke instrumenter.

"Min funky familie er et program til alle de piger, der står hjemme foran spejlet med hårbørsten og drømmer om at stå på en scene. Nu får de muligheden. Og det sammen med dem, der betyder allermest for dem - nemlig deres familie. Det er fem dage fyldt med sjov og leg," fortæller tilrettelægger Lene Mailund Mikkelsen.

Familien får deres helt egen professionelle danse-, design-, og musikcoach, der skal gøre familien klar til at fyre den af på den store scene. Danseeksperten Mads Vad, der lige nu er aktuel i den nye sæson af Vild med dans, hvor han danser med Jette Torp, er manden der lærer dem de tjekkede og til tider svære dansetrin, musikeren Marie Højlund sørger for, at familien lærer musikken og sangen, og tøjdesigneren Rikke Cilja hjælper familien godt i gang med at omdanne indhold fra klædeskabene til tjekket scenetøj.

Min Funky Familie går på scenen for første gang fredag den 5. september, kl. 17:00 på DR1.

Michael Viftrup