Siden Iben Hjejle medvirkede i filmen "High Fidelity" i 2000, hvor hun spillede sammen med bl.a. John Cusack og Jack Black, har vi ikke set meget til hende på den internationale stjernehimmel.

Men det bliver der nu lavet om på. Iben Hjejle har nemlig den sidste tid både filmet sammen med Daniel Craig alias James Bond samt Michelle Pfeiffer.

I filmen "Defiance", der handler om en jødisk modstandsgruppe i Rusland under Anden Verdenskrig, spiller Hjejle rollen som en jødisk partisan-kvinde. Og det gør hun over for selveste Daniel Craig, som den danske stjerne kun har rosende ord til overs for:

"Det var vildt sjovt at arbejde med ham. Han er skidesød og tilgængelig. Slet ikke skabet og krukket. En rar fyr," siger Hjejle til B.T.

Actiondramaet, hvor Hjejle ud over Craig også spiller sammen med Jamie Bell, får premiere i USA til december, og filmen ventes allerede at blive en Oscar-kandidat.

Men det er såmænd ikke kun Daniel Craig, Iben Hjejle har delt kamera med. Hun spiller nemlig også med i Stephen Frears nye romantiske drama "Cheri", hvor ingen andre end Michelle Pfeiffer og Kathy Bates har hovedrollerne.

Stephen Frears var instruktøren bag Hjejles internationale debut "High Fidelity", og han mente åbenbart, at hun ville passe perfekt til en rolle i hans nye film. Iben Hjejle fortæller således til B.T:

"Han ringede bare og spurgte, om jeg havde lyst til at komme en tur til Paris og få noget fint tøj på. Det er bare en birolle, hvor jeg skal komme ind ad døren i en stram lilla kjole som en rigtig slangeagtig dame og forpurre de to hovedrollers plan. Og jeg blev godt nok overrasket over at opdage, at de to var Michelle Pfeiffer og Kathy Bates. Men det var utrolig sjovt at lave."

Indtil du får fornøjelsen af at se Iben Hjejle blande stjernestøv med Daniel Craig og Michelle Pfeiffer, kan du opleve hende på TV 2 sammen med Casper, Frank og Mia i Klovn.