Her er årets TV-julekalender på DR

16x9

Årets valg af TV-julekalender på DR1 vil nok falde i mange seeres smag. Se her, hvad det er for én

Det kan godt være, at mange i disse dage tænker mere på efterårsferie end på juletræer, guirlander og sylte.

Men traditionen tro kommer Børnenes Ulandskalender igen i handlen fra den første dag i dét, der engang blev kaldt kartoffelferien.

I år byder DR på et gensyn med A38 og 'Risengrødssangen' i 'Nissebanden i Grønland'. Den vises klokken 19.30 hver aften på DR1 med genudsendelse dagen efter på DR Ramasjang.

I handelen fra på mandag
Før december varmer DR1 op med fire optaktsprogrammer - 'Nørd: På eventyr i Sierra Leone' - alle søndage i november klokken 19.30. Her møder "nørden" Peter Skødt Knudsen både troldmænd, diamantminearbejdere, fiskere, landmænd, aber, krokodiller og en masse børn.

I forbindelse med Børnenes Ulandskalender er der i år udviklet et 3D-computerspil - 'Gedejagten', som specielt er for de fem- til ni-årige. Spillet handler om en konflikt om nogle geder, som forsvinder. Gederne bliver fundet igen, og alt ender godt. Allerede nu er det muligt at spille spillet på www.u-landskalender.dk

Årets kalender koster 45 kroner, og den vil være til salg fra på mandag d. 17. oktober i blandt andet Super Brugsen, Kvickly, Irma, Fakta, BR Legetøj, Top Toy, Bog og Idé, en række banker og sparekasser, Grønlandsbanken og i dr.dk/netbutik.

Susanne Nielsen (suni@v2.dk)