'Landmand søger kærlighed': Sådan går det dem i dag

Se 'Landmand søger kærlighed' på TV 2 Play Onsdag aften gik 'Landmand søger kærlighed' over skærmen for sidste gang, og det endte med, at tre ud af

Se 'Landmand søger kærlighed' på TV 2 Play

Onsdag aften gik 'Landmand søger kærlighed' over skærmen for sidste gang, og det endte med, at tre ud af de i alt fem landmænd fandt kærligheden i finaleafsnittet.

I en afstemning her på tv2.dk havde seerne ganske rigtigt gættet, at Ole og Jørn ville være blandt de heldige, der stod tilbage med en kæreste i hånden, når datingserien sluttede. Men til gengæld lykkedes det ikke den yngste af landmændene, Christian, at holde liv i sit ellers så lovende forhold til Malene, selv om han var dén, der fik flest stemmer i kærligheds-afstemningen.

Programmets store joker var Anders fra Jordrup, der til sidst fandt den eneste ene i Cecilie, som han ellers havde afvist i et tidligere afsnit.

Hvordan det går de fem landmænd og deres kvindelige bejlere i dag, hvor der er gået næsten et år, siden optagelserne sluttede i august 2014, kan du læse nedenfor.

Ole og Sigrid: Er stadig nyforelskede
For 44-årige Ole fra Fredericia har det for alvor givet bonus at deltage i 'Landmand søger kærlighed'. Som det fremgik af finaleafsnittet, var det næsten skæbnebestemt, at han skulle finde sammen med 34-årige Sigrid, som gennem årtier har boet og arbejdet lige i nærheden af den gård, som Ole var bestyrer for. Se videoklip øverst.

Kort efter at optagelserne til programmet sluttede, flyttede Sigrid ind til Ole på gården, og hendes niårige datter, Amalie, faldt også straks til i de landlige omgivelser. Det hele gik så hurtigt, at parret endda har fejret jul sammen hos Oles forældre, og i dag er de stadig nyforelskede.

- Vi har det godt sammen, og jeg er en glad mand. Jeg har fundet hende, som jeg har ledt efter, så det kan ikke være bedre, siger Ole Larsen til TV 2.

Bor p.t. hver for sig og leder efter nyt hjem
Lige for øjeblikket er situationen dog ikke helt optimal for Ole og Sigrid, da de pr. 1. juni flyttede ud af den gård, som Ole var bestyrer på, og p.t. bor hver for sig.

- Jeg bor hos min mor i Fredericia, og Ole bor hos sin mor på Mors, mens vi afventer situationen. Så det er ikke så meget, vi ser til hinanden lige nu, siger Sigrid Lund-Jensen til TV 2 og fortsætter.

- Det er meget hårdt, og jeg savner Ole utroligt meget. Nogle gange, når jeg står i køkkenet og smører et stykke mad, kan tårerne bare begynde at trille ned ad kinderne, når jeg tænker på ham, lyder det fra den nu 35-årige Sigrid, som forsøger at få puslespillet med sit travle job som kassedame i Føtex, langdistance-forholdet til kæresten og samværet med sin deledatter til at gå op.

Grunden til, at parret flyttede fra gården ved Fredericia, var, at kvægbesætningen skulle omlægges til svineproduktion. Ole vil helst arbejde med kvæg, så han er nu på udkig efter et andet arbejde og et nyt hjem til ham, Sigrid og Amalie.

Også Sigrid har et hængeparti, da hun stadig mangler at få solgt det hus, som hun og eksmanden boede i gennem en årrække.

Finn og Gitte: Kemien var der ikke rigtig
49-årige Finn fra Brørup i Midtjylland var dén af de fem landmænd, som havde størst problemer med at få amorinerne sat i luften. Selv om han til sidst havde to kvinder hos sig, Christel og Gitte, som begge var lune på ham, blev gnisten aldrig tændt hos ham.

Heller ikke da Finn afslutningsvis tog Gitte med på en romantisk weekend til København, skete der noget.

- Jeg følte ikke helt, at kemien var der. Både Gitte og jeg er lidt mutte af natur, så vi fungerer ikke rigtig sammen. Men da vi var i København, blev vi enige om, at vi hellere måtte "lave noget fjernsyn" til ære for kamerafolkene. Så det kom nok til at virke mere en del mere romantisk på tv, end det var i virkeligheden, erkender Finn Bloch over for TV 2.

Fik kolde fødder efter besøg
Det var ellers ikke fordi, Finn nægtede at give kærligheden en chance. Lige efter københavnerturen fik han besøg af både Gitte og hendes to døtre på 10 og 12 år, som holdt en uges ferie på gården. Og umiddelbart gik det meget godt, indtil det viste sig, at forventningerne hos de to var meget forskellige:

- Gitte var langt foran mig. Hun fortalte, at hun havde været vild med mig fra det første øjeblik, hun så mig i  præsentationen, og da hun havde været hos mig i en uge, var hun nærmest parat til at flytte ind på gården  sammen med syv heste, tre store hunde og to børn. Det var lidt for stor en "pakke" for mig, konstaterer Finn, som herefter fik kolde fødder.

For Gitte kom det derimod som noget af et chok, at Finn pludselig afviste hende.

- Vi havde en fantastisk uge, og jeg følte, at der opstod et eller andet ægte mellem os. Men han var lidt svær at blive klog på, og der blev desværre skabt nogle små misforståelser, da vi sms'ede sammen efter besøget, siger Gitte Brixtofte til tV 2 og fortsætter.

- Men det chokerede mig, at han tog sådan på vej. For jeg vidste ikke, at han havde det sådan. Under de sidste optagelser sagde han pludselig til kameraet, at han ikke ville fortsætte med mig. Så jeg skulle vente med at høre hans udtalelse, til det blev vist på tv, lyder det fra den forsmåede Gitte, som nu håber, at en anden landmand vil få øjnene op for hende.

Jørn og Maria: Bor sammen som én stor familie
Den jordbundne Jørn fra Tønder fik stille og roligt sat kog under kærlighedsgryden, da han og 40-årige Maria tog på romantisk weekend-tur i København. Og det varede da heller ikke længe, før parret tog den store beslutning at flytte sammen. Se videoklip nedenfor.

- Jeg er da forelsket. Ingen tvivl om det. Selv om følelser ikke er noget, jeg snakker så meget om, erkender den nu 37-årige Jørn Andersen over for TV 2, og han afslører samtidig, hvorfor valget faldt på den noget ældre Maria i forhold til den 12 år yngre Louise.

- Maria er klar til at falde til ro, og det var meget vigtigt for mig. Hvorimod Louise befandt sig et helt andet sted i livet, og i øvrigt så boede hun også på Sjælland, siger han.

Maria har haft en lidt kortere vej at flytte - fra Hedensted - og hun har taget sin 17-årige datter, Therese, og dennes hest med sig til Jørns slægtsgård tæt ved grænsen. Også Marias 15-årige søn, Simon, som har planer om at starte på landbrugsskolen i Graasten, har stor glæde af at hjælpe til på gården. Til gensidig glæde for Jørn:

- Det er skønt, at der nu er kommet liv på gården, og at jeg samtidig kan få lidt hjælp i markerne og i stalden. På sigt kunne jeg da også godt tænke mig at få mine egne børn, men nu må vi se, hvad der sker, konstaterer Jørn, som også er glad for at have fået en kvinde i huset.

- Maria er rigtig god til at lave mad. Så nu behøver jeg ikke længere at gå ned på kroen for at få dagens ret, siger han med et lille grin.

Har stadig mén efter datterens ulykke
Selv om Maria udadtil er en frisk og glad kvinde, lider hun stadig i det skjulte af både fysiske og psykiske mén efter sin datters alvorlige rideulykke for fire et halvt år siden. Faktisk var den dengang 13-årige pige død på stedet, da hun slog hovedet ned i asfalten, men det lykkedes at genoplive hende, og i dag er hun kommet sig helt over ulykken.

Til gengæld har den traumatiske ulykke sat sig langvarige spor hos den nu 41-årige Maria, som har fået en skade på centralnervesystemet og bl.a. lider af voldsom hovedpine.

- Hele forløbet med min datter var så hård en belastning for mig, fordi jeg var der hundrede procent for hende døgnet rundt og næsten ikke sov i halvandet år. Det har sat sig fysisk, så jeg indimellem får nogle mærkelige smerter i kroppen og bliver nødt tage den med ro, fortæller Maria Tryk og fortsætter.

- Heldigvis er Jørn god til at sige til mig, at jeg skal tage en pause, når han kan mærke, at jeg ikke har det godt, og det betyder, at smerterne faktisk er blevet mindre. Og så er det generelt bare dejligt og fredfyldt at bo på landet, konstaterer Maria, som holder af at gå og ordne haven og indimellem hjælpe lidt til med at køre traktor eller gå til hånde i landbruget på anden vis. Hun er dog stadig ikke i stand til at søge job. (Hun har tidligere arbejdet som ekspedient i en Land og fritid-butik).

Christian og Malene: Kærligheden holdt ikke
Da seerne forlod datingseriens yngste landmand, Christian på 21 år, fra Faaborg på Fyn i det næstsidste afsnit, så alt ud til at ende i fryd og gammen for ham selv og 22-årige Malene fra Skive.

Parret nåede da også at se en hel del til hinanden, lige fra optagelserne sluttede i august 2014 og frem til slutningen af december, hvor Malene besluttede sig for at slå op, fordi hun syntes, at landmandslivet fyldte for meget for Christian.

- Jeg syntes ikke, vi havde nok tid til hinanden. Når jeg brugte to en halv time på at køre til Faaborg, forventede jeg selvfølgelig at være sammen med Christian, men der var ikke meget tosomhed at hente fra hans side. Enten skulle han lige ordne et eller andet for sine forældre, eller også skulle vi være sammen med hans venner eller familie, siger Malene til TV 2 og erkender samtidig, at hun nok ikke var tilstrækkeligt forelsket.

Fra Christians side var der derimod stærkere følelser i spil, og han var ked af bruddet med Malene:

- Det er selvfølgelig pissetræls og meget ærgerligt, at det ikke gik med os. Vi var jo virkelig glade for hinanden i starten og lavede en masse sjov sammen. Så det var selvfølgelig hårdt for mig, da hun slog op. Men jeg er kommet over det nu og har det fint, siger den nu 22-årige Christian til TV 2. Læs hele interviewet med Malene og Christian her.

Selv om det tegnede lyst for unge Christian og Malene, holdt kærligheden kun fem måneder, efter tv-optagelserne sluttede.
Selv om det tegnede lyst for unge Christian og Malene, holdt kærligheden kun fem måneder, efter tv-optagelserne sluttede. Foto: TV 2

Hvordan det er gået Anders og Cecilie, siden optagelserne til 'Landmand søger kærlighed' sluttede sidste sommer, kan du læse om i chatten med Anders. Du kan også læse et interview med Cecilie her.

Gik du glip af finaleafsnittet af 'Landmand søger kærlighed', kan du se det lige nu på TV 2 Play

Ole er 43 år og kommer fra Fredericia. Ole har totalrenoveret sit hus og er mere end klar til, at den rette kvinde flytter ind og fylder de mange tomme værelser ud. For ikke at føle sig alt for ensom har Ole sat tørrestativer op i de tomme rum. Han drømmer dog om, at alle de tomme værelser i stedet bliver fyldt med småfolk og legetøj.

Finn er 48 år og bor i Brørup i Midtjylland. Han har været single i to år, og han har meldt sig til programmet, fordi han savner en kvinde at dele hverdagen med. Finn elsker sine køer og heste, og han kalder sine to hunde for sine børn. Der er ingen tvivl om, at Finn er mere end klar til at møde kvinden i sit liv - og få børn med hende. 

Jørn er 35 år og bor i Tønder i Sønderjylland. Han har været single i to år og beskriver sig selv som den tilbageholdende type, der godt kan lide, at pigerne kommer til ham. Jørn søger en jordnær pige, der er lige så glad for naturen, som han selv er. Og så må hun gerne have sine egne holdninger til tingene og masser af humor.

Anders er 27 år og bor i Jordrup ved Kolding. Han har været single i fire år, men håber på, at lykken vender, så han kan få den familie, han drømmer om. Jobbet fylder meget i Anders' liv, og han vil gerne finde en pige, der går lige så meget op i sit arbejde, som han selv gør. 

Christian er med sine 21 år programmets yngste landmand. Han bor i Faaborg på Fyn sammen med sine forældre. Det er vigtigt for Christian, at den kæreste, han finder, går godt i spænd med hans familie. Christian elsker at feste og danse, og han går meget i byen med sine venner. Han håber på at finde en pige, der deler hans interesser.