Video: Her tager Line Baun pis på sig selv på tv: - Ja, det er en abe

Studieværten Line Baun Danielsen leverede en elegant, selvironisk bemærkning, da hun i fredags afrundede aftennyhederne på TV 2 Lorry. I mere end 2

Studieværten Line Baun Danielsen leverede en elegant, selvironisk bemærkning, da hun i fredags afrundede aftennyhederne på TV 2 Lorry.

I mere end 25 år har studieværten Line Baun Danielsen guidet danskerne igennem alt fra sportsbegivenheder, boligprogrammer og nyheder. Men det er alligevel som om, at det er særligt én af hendes utallige optrædener på tv-skærmen, hun altid vil blive husket for.

Det er selvfølgelig klippet fra ’Go’ Morgen Danmark’ den 12. juni 2007, hvor hendes medvært Ole Stephensen viser hende forskellige feriebilleder, blandt andet et af en sort mand i en båd, hvortil Line Baun Danielsen stiller det i dag legendariske spørgsmål ”Er det en abe?”.

Læs også: Værternes pinligste fortalelser på live-tv

Hele otte år er der snart gået siden den morgen, som medførte store overskrifter i medierne og har hængt ved Line Baun Danielsen lige siden. Men i fredags tog den erfarne tv-vært så tykt pis på sig selv.

Blev nødt til at gøre det
Som afslutning på 19.30-nyhederne på TV 2 Lorry skulle Line Baun Danielsen nemlig speake ind over et indslag om, at Zoologisk Have i København har fået sig en ny chimpanseunge. Og chancen for at gøre grin med sig selv var så oplagt, at Line Baun Danielsen ikke kunne lade den passere. Derfor sluttede hun indslaget af med at sige ”Og ja, det er en abe”.

Se klippet i videoen herover.

- Ideen opstod fuldstændig spontant, da det gik op for mig, at vi skulle lave en sød afmelding på den nye chimpanseunge. Folk ville jo automatisk komme til at tænke på episoden fra dengang, når jeg skulle tale om aber – og det gjorde jeg da også selv. Derfor var det en oplagt mulighed for at tage pis på mig selv. Jeg blev bare nødt til det, siger Line Baun Danielsen til tv2.dk.

Den erfarne tv-vært havde da gjort sig overvejelser om, hvorvidt hun kunne få sig til at referere til episoden fra 'Go’ Morgen Danmark', men da alle hendes kolleger synes, det var en sjov idé, slog hun til.

- Jeg fik ingen kommentarer på det i fredags, så jeg troede egentlig, jeg slap igennem. Men nu kan jeg forstå, at folk er blevet opmærksomme på det. Og det er helt fint, selvom det nu bare var ment som et stille punktum for mig, siger Line Baun Danielsen til tv2.dk og tilføjer med et grin:

- Det ville da være rart, hvis dette kunne blive et punktum for noget, der har martret (pint, red.) mig i otte år.

Se klippet i videoen herover og se klippet fra 'Go Morgen Danmark' her: