Knoglebrud og skolestop: Sådan har 'glaspigen' det i dag

Brækkede knogler, nyrebækkenbetændelse og koncentrationsbesvær har sat en midlertidig stopper for Marie Holm Laursens gymnasietid, som seerne fik et g

Se Marie Holm Laursens videohilsen til seerne øverst i artiklen

Se 'Pigen med knogler af glas' på TV 2 PLAY

Fem. Så mange knoglebrud har 17-årige Marie Holm Laursen, som seerne mødte i TV 2-dokumentaren ’Pigen med knogler af glas’ torsdag aften, haft på bare to måneder.

- Jeg har været lidt uheldig. Min ene arm brækkede - to gange var det vist - men det er fordi, den stang, jeg har indeni, er blevet for kort, og så brækker den oftere. Derudover har jeg brækket et knæ, en tå og et ribben. Jeg kan ikke helt holde styr på alle brudene. Når de er helet igen, glemmer jeg dem og kommer videre, siger Marie Holm Laursen, der også for nylig har været indlagt med nyrebækkenbetændelse, til tv2.dk.

- Jeg synes, at hospitalsbesøg fylder lidt for meget lige for tiden. Det er bare en periode, jeg skal over. Men jeg har det rigtig godt, fortæller hun videre.

LÆS OGSÅ: Har haft over 500 brud: Marie har knogler som glas

I slutningen af dokumentaren ser man, at den livsglade pige, som lider af en sjælden form for knogleskørhed, starter på et nyt kapitel i sit liv som elev på Egaa Gymnasium ved Aarhus.

Men de ”mega mange” ture på hospitalet kombineret med koncentrationsbesvær har betydet, at hun har været nødt til at droppe ud igen.

Gymnasiedrømmen brast
- Når jeg sad oppe i skolen, var det som om, at jeg ikke helt kunne koncentrere mig. Jeg er normalt god i skolen og har aldrig haft problemer med at følge med, så nu skal jeg til undersøgelser ude på Hammel Neurocenter. Måske har jeg alligevel skadet min hjerne en smule ved ulykken sidste år, siger hun og henviser til et fald fra kørestolen, som sendte hende i koma i seks dage med kraniebrud og en alvorlig hjerneblødning.

- Det er vildt ærgerligt, for det var en mega god klasse. Alle var enormt søde og imødekommende, og jeg er sikker på, at det var blevet godt socialt, hvis jeg var blevet der.

Hun har dog ikke sagt endegyldigt farvel til gymnasiet, for hun har planer om at vende tilbage til skolebænken efter jul.

- Jeg starter på hf, fordi det er nemmere at tilrettelægge, så der også er plads til fravær, forklarer hun.

Efterskoleveninderne hænger ved
Det at være social betyder meget for 17-årige Marie Holm Laursen, og derfor ser hun også stadig sine veninder fra efterskolen. Ret ofte faktisk. De mødes nede i byen og går rundt sammen eller tager hjem på besøg hos hinanden.

- Der er nok nogle fra efterskolen, der ryger efterhånden, men jeg tror, at rigtig mange af os holder fast i hinanden. Og med Facebook er det jo altid hurtigt at skrive sammen, fastslår hun.

Til februar fylder Marie Holm Laursen 18 år. Hun har allerede meldt sig ind i en boligforening og håber på at kunne flytte hjemmefra i det nye år. Drømmen er at få en handicapbolig i Aarhus-bydelen Trøjborg.

LÆS OGSÅ: Trodser sin sygdom: Pigen med 'glasknogler' tager på festival

- Jeg magtede ikke at skulle hjem og bo efter efterskolen, hvor jeg jo fik hjælp 24 timer i døgnet. Det er svært, når ens forældre bliver ens hjælpere, og jeg har da også været irriteret. Men vi har fundet en måde at få det til at fungere på, og nu går det fint, siger hun.

Frygter ikke operation
Inden da venter hende dog endnu en tur på hospitalet. I begyndelsen af december skal Marie Holm Laursen nemlig opereres: Stangen i armen skal skiftes ud, og ryggen rettes op.

- Jeg synes godt, det kan være enormt frustrerende at skulle på hospitalet hele tiden. Mest af alt, fordi det er spild af tid, selvom det jo egentlig ikke er. Det er kedeligt, og jeg får ikke noget spændende ud af det, siger hun og tilføjer:

- Men jeg er slet ikke bange for det. Så ville jeg leve i frygt altid. Det værste, der kan ske, er jo, at det gør ondt, og det ved jeg, det gør.

Fik du ikke set dokumentaren om Marie Holm Laursen, eller har du lyst til at se den igen, kan du finde ’Pigen med knogler af glas’ på TV 2 PLAY her.

I et halvt år har et tv-hold fulgt 17-årige Marie Holm Laursens liv. I dokumentaren ’Pigen med knogler af glas’ giver hun således sit bud på, hvordan man klarer en tilværelse fyldt med smerter og forhindringer.

  • Marie Holm Laursen lider af medfødt knogleskørhed eller osteogenesis imperfecta (OI)
  • Sygdommen skyldes en gendefekt, som hun er født med
  • Sygdommen medfører, at knoglerne brækker lige så let som glas, hvorfor børn med sygdommen også kaldes ’glasbørn’
  • Mellem 2- og 300 børn og voksne i Danmark er født med knogleskørhed i større eller mindre grad