Tilbageblik: Sådan er DRs historiske dramaserier blevet modtaget

16x9
Fra venstre: 'Bryggeren', 'Krøniken' og 'Gøngehøvdingen' Foto: Scanpix/DR-collage

Det er ikke kun '1864', som har fået en blandet modtagelse.

Som de nyeste seertal fra Gallup viser, har '1864' mistet omkring 8000 seere fra første til andet afsnit, på trods af at der generelt var flere danskere, som sad foran tv-skærmen i uge 42 end ugen før.

Modtagelsen af DR's hidtil dyreste dramaserie har også mildest talt været blandet hos anmelderne, som har kaldt '1864' for alt fra en "fuldtræffer" til "løst krudt", og bl.a. har betegnet enkelte af seriens karakterer som "karikerede".

Men når man ser tilbage i tiden, har DRs historiske dramaserier ofte været udsat for en del kritik til at begynde med. Se eksemplerne nedenfor.

'Bryggeren': Magert manuskript og kulørte museums-kulisser
Tv-serien 'Bryggeren', som havde bl.a. Jens Jørn Spottag på rollelisten og omhandlede Carlsbergs stifter J.C. Jacobsen og familie, havde premiere d. 29. december 1996.

Her fik den indledningsvis en del hårde ord på vejen af anmelderne, som f.eks. i Politiken, hvor Bettina Heltberg under overskriften "Det gærede, men gav ikke rigtig næring" mente, at første afsnit var dialogfattig og manglede åndelig næring, mens Ekstrabladets Jonna Gade udtrykte delt begejstring i sin indledning: "Efter første afsnit af den dyre og stærkt omtalte tv-serie om 'Bryggeren', har jeg lyst til at hylde den lille buket skuepillere, som fik skabt liv i et magert manuskript og nogle kulørte museums-kulisser".

Seertallet til 'Bryggeren' begyndte på 1.647.000 til premiereafsnittet og steg i de efterfølgende tre afsnit i januar 1997, hvor tallet lå på 2,1 mio. i snit. Men på sigt blev ’Bryggeren’ kritiseret for at være lang og kedelig, og serien mistede efterhånden seertække og sluttede med et seertal på 1.736.000 til sidste afsnit. Gennemsnittet blev på 1.901.000, selv om vurderingen af indholdet lå ret højt på 4,1 (på en skala fra 1-5).

’Gøngehøvdingen’: Sjov overfladespænding
Filmatiseringen af Carit Etlars klassiker 'Gøngehøvdingen' tilbage i januar 1992 var et økonomisk sats af DR, og anmeldelserne var mildt sagt blandede. I hovedrollerne var Søren Pilmark som Svend Poulsen og Per Pallesen som Ib Abelsøn (foto øverst).

Politikens anmelder Bent Mohn var forholdsvis optimistisk fra start: "Det gik over stok og sten med venlig hilsen til lidt bedagede kappe-og kårdefilm fra Hollywood. Lutter højdepunkter, omtrent som uafbrudt at række tungen ud af vinduet (…) Foreløbig lover denne optakt sjov overfladespænding for raske børn og barnlige sjæle".

Seerne var til gengæld helt parate til 'Gøngehøvdingen', og de første seertal lå på over to millioner, mens vurderingerne på seriens indhold var lave (3,7 i snit). Efter de første tre afsnit begyndte seertallene at falde en del og sluttede på 1,3 – 1,5 mio. seere. Det gennemsnitlige seertal blev – efter den flotte start – på 1.655.000.

'Krøniken': Karikerede karakterer
Forventningen var stor, da DR i januar 2004 blændede op for første afsnit af den ambitiøse satsning 'Krøniken', som fik en rekordhøj seertilslutning til premieren på 2,2 millioner, og som formåede at holde et stabilt seertal, med svingninger på plus minus et par hundredetusinder undervejs.

Fra anmeldernes side var der - ligesom tilfældet er nu med '1864' - dog kritik af, at karaktererne var for karikerede. F.eks. skrev Politikens Rasmus Falbe-Hansen: "At karaktererne er karikerede, kan måske forsvares med, at de skal tegnes i starten af serien. Men hvor dumme er vi seere?", skrev han blandt andet og tilføjede, at der var tale om "genbrug" af de arkekarakterer, der allerede var brugt i 'Taxa' og 'Rejseholdet'

Generelt var der dog stor begejstring for 'Krøniken's stærke kvindekarakterer såsom Mai Britt Saerens og Anne Louise Hassing som henholdsvis Søs og Ida.

’Edderkoppen’: Seerne svigtede trods gode vurderinger
'Edderkoppen' var en tv-miniserie på seks afsnit, som blev vist første gang i marts 2000. Serien foregår i 1949 og omhandler Edderkopsagen om sortbørshandel i efterkrigstidens Danmark. Jakob Cedergren spillede hovedrollen som journalisten Bjarne Madsen, der optrevler smuglerier og korruption.

Serien fik generelt gode anmeldelser, og bl.a. Politikens Bo Tao Michaëlis var begejstret for dens kritiske skildring af danmarkshistorien:

"Hvor er det fremragende serveret, helt uden Richs i Madame Blå, grå rationeringsmærker, smalhals og sparekniv. Ole Christian Madsen og Lars Kjeldgaards tv-føljeton 'Edderkoppen', som havde premiere med første afsnit i aftes, valgte den perfekte indgangsvinkel til stoffet. Både en fejende flot fjernsynsfilm og i anden omgang et stykke sviende kritisk Danmarkshistorie".

Også hos seerne var der begejstring at spore for seriens indhold, der fik en høj vurdering på 4,2. Premiereafsnittet blev fulgt af 1.446.000 seere, men fra afsnit 3 faldt seertallet på trods de gode vurderinger. De to sidste afsnit havde henholdsvis 946.000 og 1.116.000 seere.