Årets Komiker er en duo

16x9
"Årets komiker"-prisen går til Magnus Millang (t.v.) og Martin Høgsted. Foto: Per A

Vinderne af prisen "Årets komiker" 2014 blev 'Danish Dynamite'-duoen, bestående af Magnus Millang og Martin Høgsted

Se 'Zulu Comedy Galla 2014 på TV 2 Play

Selv om du aldrig har set et eneste afsnit af 'Danish Dynamite' på TV 2 Zulu, kan du ikke undgå at have hørt om Jeppe K.

Den selvfede, storskrydende, sleske og bundliderlige ejendomsmægler, spillet af Magnus Millang, har da også gjort så stort et indtryk på seerne, at de har valgt at kåre ham og makkeren Martin Høgsted til "Årets komiker" 2014 ved torsdagens  'Zulu Comedy Galla' i Operaen.

Læs også: Her ankommer de kendte til 'Zulu Comedy Galla'

I den åbne afstemning, som har fundet sted på zulu.dk, var der desuden fire andre kandidater til prisen, nemlig Tobias Dybvad (for endnu en sæson af 'Dybvaaaaad'), Frank Hvam (for showet 'Upassende'), Simon Talbot (for sin værtstjans på 'Zulu Awards 2014' og showet 'Talle alene i verden') og Jonatan Spang (for sit show 'Bryllup').

Ung komiker får "Garmins Talentpris"
Vinderen af "Garmins Talentpris" er den 24-årige komiker Martin Nørgård, som for præcis et år siden lagde sit første one-man-show, 'En time på huset', gratis ud på nettet. Derudover har han bl.a. lavet showet 'Der er noget galt i Danmark' sammen med Anders Stjernholm og været opvarmer for Linda P.

"Garmins Talentpris" gives til et ungt talent af en jury, der består af medlemmer fra den etablerede comedy-branche. Ud over den store anerkendelse modtager vinderen 100.000 kroner.

De øvrige nominerede til årets talentpris var Daniel Lill, Kasper Gross og Morten Wichmann.

Blandt tidligere års vindere af talentprisen kan nævnes nu etablerede navne som Tobias Dybvad og Thomas Warberg.

Se kåringen af vinderne i 'Zulu Comedy Galla' på søndag d. 24. august fra kl. 20.15 på TV 2 Zulu

 

 

 

2013: Anders Matthesen
2012: Mick Øgendahl
2011: Andreas Bo
2010: Linda P.
2009: Anders Matthesen

2013: Anders Grau
2012: Rasmus Olsen
2011: Tobias Dybvad
2010: Thomas Warberg
2009: Jesper Juhl