Klubien om Toppen af poppen: Smukke Barbara var noget særligt

Danseorkesterets sange blev taget under kærlig behandling i premieren på en ny omgang ’Toppen af poppen’.

Se første afsnit af 'Toppen af poppen' på TV 2 PLAY.

Jørgen Klubien var ovenud tilfreds med sine seks musik-kollegers fortolkning af Danseorkesterets sange efter søndagens premiere på en ny omgang ’Toppen af poppen’.

Lyt til Klubien-sangene igen på den egen foretrukne musiktjeneste

Her blev deres helt store hit ’Kom tilbage nu’ eksempelvis lavet om til et rapnummer.

Læs også: Toppen af poppen: Se Clemens synge "Kom tilbage nu"

Et af deres numre fra 90’erne ’Jeg prøver igen’ blev tilsat et sjat Poul Krebs.

Læs også: Toppen af poppen: Se Poul Krebs synge "Jeg prøver igen"

Men det var særligt programmets yngste deltager, Barbara Moleko, der tog fusen på 55-årige Klubien. Det fortalte sangeren, da han søndag aften chattede med tv2.dk’s læsere efter programmet.

- Egentlig syntes jeg alle gjorde det helt fantastisk godt, men måske især Barbara Moleko står som noget helt særligt fedt, svarede han på spørgsmålet om, hvilken fortolkning der rørte ham mest.

Læs også: Toppen af poppen: Det svarede Jørgen Klubien læserne

Hør Barbara Molekos version af ’Sidste skrig’ i klippet i toppen af artiklen her.

Jørgen Klubien var første mand til at have ’sin dag’ i den fjerde sæson af det populære program. Og det var noget af en oplevelse, fortalte den erfarne musiker, da tv2.dk tidligere på året mødte ham på Bornholm i forbindelse med optagelserne. 

- Det er jo en form for forkælelse, vil jeg kalde det. Du bliver forkælet med, at det hele skal handle om dig. Jeg får navlepillet og fortalt om mig selv hele dagen. De spiller mine sange, og man sidder bare og håber på, at de ikke gør det bedre end én selv, grinede han og fortsatte:

- Og det gør de jo selvfølgelig, så det må man tage med et smil, grinede han videre.

Læs også: Toppen af poppen: Hør alle sangene igen

Og der var da heller ingen kvaler for musikeren og tegneren i forhold til at lade sine musikalske ’børn’ i hænderne på de andre.

- Jeg var overhovedet ikke bange for at overlade min musik til de andre. Det har jeg overhovedet ikke nogen nervøsitet omkring, for den er opbrug på mig selv, spøgte den usikre sanger.

Læs også: Usikre Klubien: Fortryder lidt, jeg sagde ja til Toppen af poppen

Jørgen Klubien: 55 år. Dannede i 1984 bandet Danseorkesteret sammen med Rasmus Kærså og Jacob Andersen. De lavede blandt andet landeplagerne 'Regndans' og 'Kom tilbage nu', som alle kendte i midtfirserne. Han er netop udkommet med sit første soloalbum 'Soul Cowboy'. Ved siden af musikken er Klubien tegner og animator for store tegnefilmsproducenter som Disney og Pixar. Han bor til dagligt i Los Angeles.

Wafande: 31 år. Reggae- og dancehall-sanger, som debuterede i maj 2011 med singlen 'Gi' mig et smil'. Hans første album 'Du ved det' udkom senere samme år. Wafandes andet album 'Nyt land' kom på gaden den 19. maj. Han er desuden aktuel som coach i 'Voice - junior', hvor anden sæson sendes på TV 2 til efteråret. Har en dansk/fransk mor og en afrikansk far og er opvokset i Frankrig, hvor han blandt andet spillede basketball på højt plan. 

Anne Dorte Michelsen: 56 år. Var den ene af de to tøser i 80'er-gruppen Tøsedrengene. Den anden var Maria Bramsen. Gruppen nåede at udgive seks albums, som blev solgt i mere end en million eksemplarer, før de gik i opløsning i 1985. Deres største hits var 'Sig du ka' li' mig' og 'Indianer'. Efter tøsedrengene gik Anne Dorte solo i en række år, før hun i 1992 dannede hun 'kvind-tetten' Venter på far, som sætter fokus på kønsroller og ligestilling med humor. Hun har fortsat sin solokarriere.

Clemens: 34 år. Rapper, som udgav debutalbummet 'Regnskabets time' i 1997. Han har udgivet seks studiealbums og vandt en Grammy for sit andet album 'Den anden verden'. Hans seneste album 'Ingen kender dagen' udkom i 2012. Clemens er kendt for sit sprudlende sprog, og han har derfor også en karriere som tekstforfatter. Han skrev al teksten til en breakdance-version af 'Nøddeknækkeren' i 2003, ligesom han var en af tekstforfatterne, da tv-serien 'Matador' i 2007 blev sat op som musical.

Barbara Moleko: 27 år. Sangerinde og sangskriver, som udgav sin første single 'Gå en tur' i marts 2012. Første soloalbum 'Lykken er...' udkom september 2012. Her fra kender man blandt andet storhittet 'Dum For Dig'. Hun har blandt andet arbejdet sammen med L.O.C. og Lukas Graham. Barbara har en dansk mor og en sydafrikansk far. Hun er vokset op i Mozambique og Sydafrika, før hun som 12-årig flyttede med sin mor til Vanløse. Hun blev mor i november 2013.

Rasmus Walter: 36 år. Tidligere forsanger og guitarist i rockbandet Grand Avenue. Udgav i april 2011 soloalbummet 'Rasmus Walter' med det store hit 'Dybt vand'. Hans andet soloalbum 'Lige her. Lige nu' udkom i marts 2013. Her må singlen 'Endeløst' siges at være det suverænt største hit. Rasmus Walter er født og opvokset i Aarhus sammen med sin tvillingebror Anders, som tidligere på året vandt en Oscar for sin kortfilm 'Helium'.  

Poul Krebs: 58 år. Programmets mest erfarne sanger og sangskriver. Han har gennem karrieren udgivet 23 albums og opsamlinger, som til sammen har solgt mere end en million eksemplarer. Han debuterede i 1979 med albummet 'Efter stormen'. Hans store gennembrud kom dog først i 1995 med albummet 'Små sensationer', hvor alle kunne synge med på 'Sådan nogen som os'. Poul Krebs' seneste album 'Asfalt' udkom tidligere på året.