Tre kendte skuespillerinder med i 'Vild med dans'

16x9
Paprika Steen, Ditte Ylva og Line Kruuse er med i 'Vild med dans'. Foto: Polfoto/Scanpix/TV 2

Paprika Steen er den ene af hele tre kvindelige skuespillere, som er med i årets ’Vild med dans’. Line Kruse og Ditte Ylva Olsen er de to andre.

Paprika Steen er den ene af hele tre kvindelige skuespillere, som er med i årets ’Vild med dans’. Line Kruse og Ditte Ylva Olsen er de to andre.

Med lidt over en måned til premieren på sæson nummer 11 af ’Vild med dans’ kan TV 2 nu præsentere en fjerdel af de 12 såkaldte nydansere.

Der er tale om tre stærke kvinder, som alle kommer fra skuespil-verdenen. Det er nemlig Paprika Steen, Line Kruse og Ditte Ylva Olsen.

Paprika Steen er kendt for en række store hovedroller, senest i Susanne Biers ’Den skaldede frisør’.

Line Kruse havde ligeledes en mindre rolle i samme film. Hun fik sit store gennembrud i begyndelsen af 90’erne, da hun spillede rollen som Krummes storesøster Stine i de populære ’Krumme’-film.

Ditte Ylva Olsen er måske ikke et navn, man umiddelbart kan sætte ansigt på. TV 2-seerne kender hende dog fra tv-serien Dicte, hvor hun spiller politiefterforskeren Bendtsen, som arbejder sammen med Wagner.

Paprika frygter hurtig dans
De tre kvindelige skuespillerinder glæder sig hver især til at kaste sig ud i danseudfordringen.

Paprika Steen ser frem til at kaste sig ud i en udfordring, hun aldrig har prøvet før.

- Jeg elsker at danse, og jeg tænker, at det er rigtig godt for både krop og sjæl at gå planken ud med den udfordring, som det er at stille op i ’Vild med dans’, siger Paprika Steen, som glæder sig mest til at danse rumba og frygter den hurtige quickstep,

Line Kruse er fan
Line Kruse har masser af erfaring med 'Vild med dans' - i hvert fald som seer. Den 39-årige skuespiller har fulgt ivrigt med hjemme foran skærmen i de tidligere sæsoner. Og hun glæder sig til selv at komme på gulvet.

- Jeg tror mest, jeg er til latindansene, og jeg glæder mig til at danse Paso Doble, fordi den taler til mit skuespillerhjerte. Dansen er både klassisk historiefortælling, og så er den fuld af temperament, siger Line Kruse hvis største frygt er den såkaldte dødsbanan, hvor det afgøres, hvilke par der skal i omdans.

Frygter styrt i høje hæle
Seerne kommer til at se rigtigt meget til Ditte Ylva på TV 2 i efteråret.

Den 24. september er der premiere på anden sæson af 'Dicte', men små to uger forinden kan den 37-årige skuespiller opleves i 'Vild med dans'.

- Jeg kan godt lide at danse, men jeg er lidt spændt på, hvordan det går med at lære de forskellige koreografier. Det kan godt være en lidt pinlig omgang med trinnene, når jeg står til holdtræning i fitnesscenteret og er den eneste, som ikke kan følge med, siger Ditte Ylva Olsen.

Også hun har fulgt ivrigt med i programmet, og hendes største frygt er at styrte i de høje hæle samt at ryge ud af programmet som den første.

’Vild med dans’ har premiere på TV 2 fredag den 12. september.

Vinderen findes i finalen fredag den 28. november.

 

Paprika Steen:

49 år.

Har sønnen Otto med sin eksmand, manuskriptforfatter Mikael Rieks.

Uddannet fra skuespillerskolen i Odense i 1992.

Startede sin karriere som sjov kvinde i kvartetten Lex & Klatten i 1997 sammen med Peter Frödin, Hella Joof og Martin Brygmann.

Har spillet med i et hav af danske film og tv-serier og har selv instrueret to film 'Lad de små børn...' fra 2004 samt 'Til døden os skiller' fra 2007.

Har modtaget fire Bodil-statuetter - for bedste kvindelige birolle i 'Den eneste ene' i 2000, for sin hovedrolle i 'Okay' fra 2003, birolle i 'Elsker dig forevigt' ligeledes fra 2003 samt birolle for 'Superclásico' fra 2012.

Line Kruse:

39 år.

Gift med manuskriptforfatteren og filminstruktør AndersThomas Jensen, som hun har to døtre og to sønner med.

Uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2000.

Startede sin karriere med en rolle i filmen 'Skyggen af Emma' i 1988.

Fik for alvor sit folkelige gennembrud som Krummes storesøster Stine i de populære Krumme-film fra 1991,1992 og 1994.

Har ved siden af en lang række mindre roller i store danske film spillet meget teater på de store danske scener.

Ditte Ylva Olsen:

37 år.

Har en kæreste, som indtil videre er hemmelig.

Uddannet fra den alternative teaterskole Cantabile 2, School of Stage Art i 2003.

Hun er primært kendt fra TV 2-serien 'Dicte', hvor hun spiller den lesbiske politiefterforsker Bendtsen, som arbejder tæt sammen med efterforskningslederen John Wagner, spillet af Lars Brygmann.

Sæson to af 'Dicte' har premiere på TV 2 den 24. september.