Tv-barnestjerne er uhelbredeligt syg

16x9
Mathilde Gersby i barnerollen som Lotte (t.v.) og sig selv som 35-årig. Foto: DR-screendump/Scanpix

Mathilde Gersby blev landskendt i 80'erne, da hun spillede pigen Lotte i børneserien 'Da Lotte blev usynlig'.

Sidst i 80'erne charmerede Mathilde Gersby Rasmussen sig ind på hele familien tv-Danmark i rollen som den lille, rødhårede pige Lotte, der kunne gøre sig usynlig ved et tryk på navlen. Tv-serien 'Da Lotte blev usynlig', som fik premiere i 1987, var næsten lige så populær som en anden meget omtalt børne-DR-serie 'Nanna', og mange husker nok seriens kendingsmelodi "Hulu Bulu - Lotte, hvor er du henne?"

I dag er Mathilde Gersby 35 år, gift og mor til sønnen Hjalte, som hun formentlig ikke når at se som voksen. Hun lider nemlig af den arvelige og uhelbredelige sygdom cystisk fibrose, og Iiølge ugebladet Ude og Hjemme forventer lægerne, at hun kun har omkring syv år tilbage at leve i.

"Jeg har altid vidst, at jeg ikke skulle blive 100 år. Vi har styr på alt det praktiske, så der er ingen løse ender, når jeg ikke er her mere. Derfor har vi også roen til bare at være sammen," udtaler en afklaret Mathilde Gersby til Ude og Hjemme.

Har fået to lungetransplantationer
Som den eneste dansker har Mathilde Gersby fået to lungetransplantationer. Første gang var i 2009, hvor hun imidlertid var tæt på at miste livet, da hendes krop afstødte de nye lunger, og hun var ved at kvæles.

I 2011 fik hun endnu en lungetransplantation, som har betydet, at hun har kunnet følge sin søns opvækst i endnu nogle år. Men selv med de nye lunger er fristen stakket, og Mathilde Gersby har truffet sine forholdsregler.

"Jeg vil tage mit eget liv, når jeg ikke har mere livskvalitet tilbage, og jeg har sagt til Søren (hendes mand, red.), at han gerne må finde sig en ny kone, også selv om jeg er i live. Hjalte og Søren har jo et langt liv at leve, og mit største ønske er, at de får det så godt som overhovedet muligt," konstaterer den tidligere tv-barnestjerne over for Ude og Hjemme.