Ingemann får tårnhøj afløser på 'Hammerslag'

16x9

Tidligere 'Hammerslag'-vært Peter Ingemann afløses af Christian Degn, der er kendt for skæve indslag i 'TV Avisen'

Nu, hvor den legendariske 'Hammerslag'-vært Peter Ingemann er flyttet over på TV 2, hvor han står i spidsen for 'Nybyggerne', har DR måttet kigge sig om efter en anden vært.

Valget er faldet på Christian Degn , som er er kendt for sine skæve indslag i 'TV-Avisen' – og for sin højde på over to meter. Det skriver DR i en pressemeddelelse.

”Det er gået sindssygt hurtigt. Jeg var nede for at dække Kronprinseparrets Kulturpris i Australien for to uger siden, hvor jeg blev ringet op og spurgt, om jeg ville til casting, lige når jeg kom hjem. Tirsdagen efter stod jeg så med det vildeste jetlag og lavede en prøveoptagelse,” fortæller Christian Degn, som overtager værtsrollen i det nye år.

Kendt eller bare høj?
Christian Degn begyndte sin karriere i ’Rene ord for pengene’ i 2003. Dengang sad han ved siden af Peter Ingemann på programmet, og en dag blev det offentliggjort, at Ingemann skulle overtage ’Hammerslag’.

”Jeg tænkte, at det sgu var noget af en opgave, og jeg var meget imponeret. Og nu sidder jeg så her i samme situation,” siger Christian Degn i pressemeddelelsen.

Christian Degn bliver dermed den tredje vært på 'Hammerslag', der begyndte i 1991 med Frode Munksgaard ved roret, og siden 2003 har Peter Ingemann været vært, indtil han skiftede til TV 2 tidligere i år.