Maiken Wexø forlader TV 2

16x9

Chefen for TV 2s nichekanaler Maiken Wexø forlader efter seks år i stillingen TV 2. Se her, hvad hun skal lave nu

Maiken Wexø forlader pr. dags dato stillingen som chef for TV 2s fire nichekanaler, TV 2 Zulu, TV 2 Charlie, TV 2 FILM og senest TV 2 Fri. Hun kom til TV 2 i maj 2007, hvor hun begyndte som programchef for de tre eksisterende nichekanaler, og i februar 2009 blev hun kanalchef for hele TV 2 Networks.

Men nu har den 46-årige Networks-chef efter seks år og fire måneder på TV 2 valgt at søge nye udfordringer som programdirektør hos SBS Discovery Media. Men det er bestemt ikke uden vemod, at hun forlader TV 2:

- Det har været supersændende at være på TV 2, hvor jeg er mest stolt af, at TV 2 Charlie i min tid er blevet til Danmarks tredjestørste tv-kanal. Men min allerstørste succes er dog det fantastiske team, jeg nu - med vemod - efterlader i Networks, siger Maiken Wexø til Tvtid og fortsætter.

- Men de udfordringer jeg er blevet viftet om næsen med af SBS Discovery, er så spændende, at jeg ikke kunne sige nej. Der venter en masse interessante opgaver med bl.a. at skærpe de forskellige kanalers programmer og brands, lyder det fra den kommende programdirektør, som dog ikke vil sige mere om sit nye job, før hun har fået sagt ordentligt farvel til sine TV 2-kolleger og hilst på sine nye medarbejdere på SBS Discovery.

"Et imponerende stykke arbejde"
Hos TV 2 er det med vemod, at den nye programdirektør, Anne Engdal Stig Christensen, nu skal tage afsked med den succesrige Networks-chef.

- Maiken Wexø har gjort et imponerende stykke arbejde med at drive TV 2s nichekanaler. Hun har stået i spidsen for oprindeligt tre – og nu fire – succesfulde små kanaler, der faktisk ikke er så små endda. (...) Jeg ærgrer mig over Maikens opsigelse, men forstår godt hendes lyst til andre udfordringer og ønsker hende derfor held og lykke i det nye job, siger TV 2s programdirektør, Anne Engdal Stig Christensen, til TV 2 kommunikation.

Maiken Wexø tiltræder 1. januar 2014 stillingen som programdirektør hos SBS Discovery Media og forlader TV 2 med lige dele stolthed og vemod:

  • - er lige fyldt 46 år.
  • - startede sin medie-karriere som 17-årig, hvor hun blev vært på den europæiske udgave af musikkanalen MTV.
  • - begyndte i 1995 på Den danske Filmskole og har siden høstet bred erfaring i tv-branchen, hvor hun har arbejdet som både tilrettelægger, producent og redaktør.
  • - blev i 2007 ansat som programchef for kanalerne TV 2 Zulu, TV 2 Charlie og TV 2 FILM.
  • - avancerede i 2009 til kanalchef for TV 2 Networks.
  • - starter pr. 1. januar 2014 som programdirektør for SBS Discovery Media.