TV 2 Charlie hylder dansk revy

16x9

"Jarlen" er vært på nyt awardshow, der skal hylde den danske revyscene med fest og underholdning

Revy-elskere kan glæde sig til en aften med masser af revystjerner, når TV 2 Charlie afholder awardshowet Charlies Revygalla 2013.

Den danske revytradition fejres med masser af revynumre, musik og komiske indslag på scenen. Jarl Friis-Mikkelsen er vært, og nogle af Danmarks største revystjerner, heriblandt Ulf Pilgaard, Ditte Hansen, Vicki Berlin og Henrik Lykkegaard vil sørge for god underholdning.

- Revy er dansk kulturarv, når det er allerbedst. Det er bredt og folkeligt - og alle lattermilde sjæle kan være med. Det er helt oplagt for TV 2 Charlie at gå ind i revygenren, da den har så meget til fælles med det, TV 2 Charlie gerne vil være for sine seere, siger Mads Volck, der er redaktør på TV 2 Charlie.

Under prisuddelingen vil der blive uddelt fem revypriser: "Årets talent", "Årets bedste parodi", "Årets kvindelige kunstner", "Årets mandlige kunstner" og "Charlie Specialprisen",

Charlies Revygalla 2013 finder sted i Cirkusbygningen i København søndag den 1. september.

Du kan se showet lørdag den 7. september på TV 2 Charlie